Præst: Jeg har aldrig siddet ved en døende og hørt dem sige: »Jeg ville ønske, jeg havde brugt mere tid på kontoret«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Har du lyttet til fuglenes kvidren? Duftet de nyslåede græsplæner? Mærket solens varme på dit ansigt? Med forsommerens vejr trænger liv, lys, skønhed og glæde sig på. Lader vi os mærke af det?

Livets tunge sider har det med at få vores opmærksomhed: Alt det, der er galt; det, der skal gøres; det, vi har travlt med; og det, vi skal nå. Det fylder i nyhederne, sociale medier og hverdagen. Hvis det får ubegrænset adgang, så vil det opsluge os.

Det kan faktisk ses helt fysisk på os, når det er værst. Vores blik rettes nedad. Vi går med sænket hoved, som om vi stirrer på det forhåndenværende. Livets alvor nedtrykker os. Derimod kan livets lette sider have anderledes svært ved at trænge igennem. Vi må aktivt handle, hvis vi vil lade det gode og det smukke opløfte os.

I det gamle testamente læser vi følgende opfordring: »løft blikket og se dig omkring« (Esajas’ Bog kapitel 60, vers 4). Det virker til, at Gud ved, at vi let bliver helt krumbøjede af at bære på alverdens bekymringer. Han opfordrer os til, at vi retter os op, løfter blikket og indtager det gode, der kommer til os.

Tim Keller, en nyligt afdød præst fra New York, fik i 2020 en uventet diagnose: kræft i bugspytkirtlen med 80 procents sandsynlighed for at dø indenfor et år. Han levede i tre år med sygdommen, og undervejs kunne det nemt have opslugt hans tanker. Kræftdiagnoser har det nemlig med at bibringe tungsind.

I et interview fortæller han imidlertid, at han oplevede det modsatte. Skønheden, kærligheden og de små glæder stod tydeligt frem, de blev Guds tale og et tegn på nærvær; han blev fyldt af taknemmelighed midt i sorgen. Den erfaring ville han ikke undvære for noget, sagde han.

På samme måde hører man, hvordan mennesker med nærdødsoplevelser har fået en ny tilværelse. Livet erfares mere intenst bagefter. Det er som om, at hvert åndedrag bliver en gave. Man kan nærmest se det på deres kropsholdning: de har løftet blikket.

Jeg tror, at vi skal tage ved lære. Insistere på at løfte blikket, sætte tempoet ned og tage os tid til at se, mærke og lade os fylde af livet. Jeg har aldrig siddet ved en døende og hørt dem sige: »jeg ville ønske jeg havde brugt mere tid på kontoret«.

Derimod har jeg flere gange hørt fortrydelse over at have fravalgt familietiden, at opleve verden, at nyde og værdsætte det gode omkring os eller selv at sprede glæde.

Men hvorfor vente på nærdødsoplevelser eller fatale diagnoser? Løft blikket og lad morgendagens bekymringer være. Bare et øjeblik.