Det bedste er en fast hånd på rattet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Regionsrådet har godkendt en ny lægevagtsaftale. Som følge af den skal Region Midtjylland overtage opgaven med relevant rådgivning og hjælp i nattetimerne (kl. 23-08) til regionens borgere med akut ikke-livstruende sygdom eller skade, som ikke kan vente til næstkommende dag. Overtagelsen sker fra den 1. marts 2024.
På udvalgsmøder i maj drøftede vi hvilken model, vi skulle benytte. Mit udvalg for nære sundhedstilbud indstillede til Forretningudvalget og regionsrådet, at vi valgte en model, hvor regionen selv håndterer alle de delopgaver, der er i forbindelse med lægevagten (visitation, sygebesøg og konsultationer). Denne model blev vedtaget i regionsrådet den 24. Maj 2023.
Den akutte natordning er en helt ny opgave for regionen, hvor det er vigtigt, at vi sikrer tryghed og stabil drift for borgerne. Og det tryggeste er her, at vi som region selv har en fast hånd på rattet og dermed mulighed for at opbygge erfaring omkring opgaven, så vi løbende ud fra erfaring og behov kan justere og udvikle på opgaveløsningen. Det kan vi bedst ved selv at håndtere hele opgaven, uden udbud af hele eller dele af opgaven.
Regionsrådet har godkendt en ny lægevagtsaftale.
Borgerne skal være i centrum også i regionens samspil med kommuner og almen praksis. Kommunikationen er vigtig, så borgerne får klar besked om de ændringer, der vil ske i natdelen af lægevagtsordningen, så de fra starten har viden om, hvor de skal rette henvendelse, når der er brug for hjælpen.
Det næste skridt, er implementeringen: hvordan delopgaverne konkret skal løses, og hvilket beredskab, der skal opbygges.
Til regionsrådets møde var der vedlagt et bilag med input fra hospitalerne og HMU og RMU*.
Udover generel opbakning til den valgte model, er der relevante bekymrings- og opmærksomhedspunkter at tage med i det videre arbejde.
Der er blandt andet opmærksomhed på at sikre kvaliteten i visitationen og undgå pres på akutafdelingerne, fokus på den rette kapacitet i udkørende biler, forslag til at skabe lighed og balance på tværs i regionen og meget mere.
Det nævnes også, at en placering af visitation og sygebesøgsordning i Præhospitalet passer godt ind i hospitalets nuværende opgaveportefølje og kan sikre den bedst mulige udvikling af samspillet. Det er jeg meget enig i.
Også Natordningen stiller krav til os om løbende nytænkning og styrket samarbejde på kryds og tværs. Og det ikke mindst i en tid hvor personalemanglen er en stor udfordring i sig selv. Så også på den baggrund er det trygt, at vi selv løser opgaven.
For interesserede kan jeg henvise til Regionsrådsmøde 24. maj punkt 4. Som hidtil er I også velkomne til at kontakte mig.
*HovedMEDudvalg og Regionens overordnede MEDudvalg.«