Præst fik et godt råd: »Vær doven og gør kun det der er vigtigt og nødvendigt«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Af en præst at være læser jeg utrolig lidt. Jeg bliver alt for nemt distraheret og tænker på alle mulige andre ting, jeg kunne give mig til. Hvis sandheden skal ud, har jeg aldrig været særlig god til at koncentrere mig i længere tid. Jeg fik ofte skældud i skolen, fordi jeg hellere ville kigge ud af vinduet end at løse regneopgaver.

Jeg ved det af gode grunde ikke, men jeg tror, det er dét, dem, der læser meget, er gode til – altså at koncentrere sig. Når jeg tænker over det, så er det ret imponerende, at jeg kom igennem seks et halvt års videregående uddannelse på universitetet. Det var også en lang kamp. Jeg søgte råd og vejledning alle mulige steder for at finde ud af, hvordan andre præsterede at læse så meget uden af gå ned med flaget, for slet ikke at tale om at kunne huske noget af det bagefter!

I skal høre to råd jeg fik: Det dårligste og det bedste.

Det dårligste råd var fra en underviser. Han sagde:

»Du skal læse hele pensum TO gange op til eksamen.«

Det virkede for ham, men det virkede på ingen måde for mig. Jeg havde svært nok ved at læse de mange sider én gang. Og jeg opgav ret hurtigt at gøre de umulige to gange – det virkede kun dobbelt umuligt.

Det bedste råd, jeg fik, var fra en medstuderende, som jeg anså for at være meget dygtig og klog. Så jeg spurgte ham, hvordan han kunne få gode karakterer uden af knække nakken på det. Han sagde:

»Min hemmelighed er, at jeg i virkeligheden er meget doven. Jeg laver så lidt som muligt, så jeg læser kun det, der er nødvendigt og vigtigt.«

Det har jeg levet efter lige siden. At gøre det, der er nødvendigt og vigtigt. Det er ikke altid lige nemt, det kræver mavefornemmelse og vurdering fra gang til gang. Mest af alt så kræver det, at man gør op med at være perfekt. At jeg indser, at alting ikke altid bliver perfekt.

Man kan ikke nå alting. Hvis man prøver og ikke er nogen superhelt – bare et almindeligt menneske, som de fleste af os jo er – så ender man med at gå ned med flaget. I værste fald kan det komme til stress, angst og depression.

Vi må leve livet så godt som vi kan. Vi skal altid gøre os umage, men det betyder ikke, at vi ikke laver fejl. Det hører til at være menneske, at vi ikke kan alting. Det glemmer jeg i hvert fald nogle gange, så mon ikke det også gælder for en eller flere andre. Min hemmelighed er, at jeg beder en kort bøn, som giver mig ro i sindet og sætter mig fri til at komme med det jeg kan, hverken mere eller mindre. Den lyder:

»Gud, hvis du har brug for, at der er et mere kompetent menneske, der løser den hér opgave. Så skulle du have sendt en anden.«