Tak for de spontane fester

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Torsdag morgen ringer min telefon. –”Hej,” siger en kvindestemme. ”Jeg tænkte på, om vi kan blive gift i kirken på lørdag, -altså, ikke nu på lørdag, men næste uge”.

Og selvfølgelig kan de det.

De har allerede papirerne i orden.

Og i går fandt hun en brudekjole.

De har talt om det.

Om at det giver mening at blive viet der, hvor de bor. De er flyttet til byen for nyligt, de har aldrig set kirken indefra. Men nu skal den være rammen om deres livs store beslutning. Det er der, de vil sige deres JA til hinanden. I den gamle middelalderkirke, som de kommer forbi dagligt, vil de love hinanden alt det største, som to mennesker kan love hinanden.

Der skal være fest, der skal være glæde.

Og det gør mig glad, at jeg får lov til at dele dagen og glæde mig med det nye ægtepar.

Jeg er en stor fan af spontane fester, simpelthen fordi jeg føler, at det giver mere overskud til at glæde sig.

Man kan helt enkelt ikke nå at arbejde sig selv halvt til døde i lister, planer og ting, der burde gøres.

Spontane fester bliver, som de bliver. Og de bliver som regel gode.

Det er egentlig ikke, fordi jeg har noget imod planlægning. Nogle vil måske endda mene, at jeg går lidt rigeligt op i at planlægge. Måske er det derfor, jeg synes, at det er helt særligt, når der er lidt huller i planlægningen. Det er som om, glæden får bedre plads.

Jeg mener bestemt, at man bør tænke sig grundigt om, inden man forpligter sig på ægteskab, for det er jo ikke kun sjov og ballade at være gift. Det er alvor, når vi lover, at vi vil elske og ære i medgang og modgang til døden os skiller.

Men det er ikke noget krav, at vielsen skal planlægges et år i forvejen.

Nogle gange er de bedste fester dem, hvor vi sammen hjælper hinanden til at gøre det hele festligt.

Når der ikke er én plan, der skal følges, men plads til at alle bidrager til at gøre dagen særlig. Som om noget, der er større end det enkelte pars planer, kommer forbi og puster ånd, livskraft og festlyst ud over alle.

Der er plads til pludselige indfald, selv i en gammel institution som Folkekirken.

Vi finder en balance mellem alvor og fest og alting bliver større, smukkere og sjovere, når vi får mulighed for at skabe festen sammen.