Kom bare i gang!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I vinter havde vi besøg af forfatter Unna Hvid ved et eftermiddagsmøde. Hun fortalte om, hvor vigtigt det er, at vi alle får vores livshistorie skrevet ned, inden det bliver for sent. For vores livshistorie betyder nemlig mere, end vi går og tror for vores børn, børnebørn og oldebørn. Måske ikke lige her og nu, men senere når vi selv er døde og ikke mere kan fortælle. Det kan måske forekomme som en svær opgave at få taget hul på, men Unna Hvid opfordrede os ikke desto mindre til bare at komme i gang, skriv løs, som hun sagde, for din historie er også vigtigt.

Det samme kunne også siges med hensyn til vores ønsker for egen begravelse. Selvom det måske også kan forekomme svært at få taget hul på, så gælder det i min optik også bare om at komme i gang, jo før jo bedre.

For som præst ved jeg, hvor meget det ofte betyder for de efterladte, at begravelsen bliver i den dødes ånd. Det kan være en kæmpe hjælp at vide, om det skal være en bisættelse eller en jordbegravelse, hvilke salmer og sange mor eller far eller ens ægtefælle holdt af. Om der skal være gravøl med suppe, steg og is eller slet ingen ting, ja og måske om et særligt stykke musik skal spilles etc.

Jeg ved som sagt, hvilken hjælp det kan være for de efterladte, der jo så hjertens gerne vil, at det sidste farvel bliver så personligt som muligt. Og dertil kommer at de fleste efterladte ofte har nok at gøre med alt det, de skal forholde sig til i dagene efter et dødsfald. Måske er de også følelsesmæssigt meget påvirket, og derfor kan det være svært at tage de store beslutninger.

Som inspiration kan man f.eks. læse forfatter Doris Ottesens ønsker for sin begravelse. Det følgende er hentet fra hendes fremragende bog: Tro er liv. (Forlaget Eksistensen 2022) Lad mig til indledning understrege: mindre kan så absolut også gøre det.

Doris Ottesen skriver: Slutningen. Ja, hvordan skal det slutte.

Jeg har aldrig kunnet begribe, hvordan ældre mennesker med stor entusiasme har kunnet tale om at planlægge fejring af en rund fødselsdag, ofte endda længe før dagen måske oprinder. Samtidig med at de finder det umuligt og upassende at tale om at tilrettelægge deres egen begravelse, som jo må siges i modsætning til fødselsdagen at være en uomgængelig realitet, der vil indtræffe på et eller andet tidspunkt.

Måske skyldes denne modvilje, at mange tror, at de kalder døden til ved at tale om den. Jeg ville selv ønske, at døden kom uforberedt som lyn fra en klar himmel, det ville være dejligt at dø midt i madlavning.

Alligevel vil jeg gerne være så godt forberedt som muligt. Det vil også gøre alting meget lettere for dem, der skal tage sig af min begravelse. Jeg har derfor for mange år siden taget stilling til min begravelse og mit gravsted.

Min begravelse skal være enkel. Dåbspagten, fadervor og Markus evangeliets beretning om kvinderne ved graven. Paulus første brev til korinterne kapitel 13, skal også læses. Der skal prædikes over ordene fra Johannes evangeliets tredje kapitel: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.

Der skal synges fire salmer, som alle er valgt, en enkelt kan varieres efter årstiden, men under alle omstændigheder skal følgende synges: Nu ringer alle klokker mod sky, Den yndigste rose er fundet, O’ kristelighed og På Jerusalem det ny. Og ved graven: Min Jesus lad mit hjerte få.

Og så er der kun at tilføje: Ret til ændringer forbeholdes.

Hvad der derimod ikke kan ændres, er at min kiste skal dækkes af Dannebrog, intet andet, og at højtideligheden skal foregå i Immanuelskirken på Frederiksberg. Selvom kisten skal sænkes i jorden i Nordjylland - det står fast!

Dorris Ottesen har vist tænkt på det hele, og mere til, men som sagt mindre kan så absolut gøre det. For selv lidt kan være en kæmpe hjælp, ikke bare for én selv, men især også for ens kære efterladte.

Jeg er også ganske overbevist om, at jo bedre vi er til at turde se vores egen død i øjnene, jo mere opmærksom bliver vi også på dagen i dag og det dyrebare under, som hver ny dag, vi får givet, er.

Hermed er en opfordring givet videre. Kom bare i gang – også selvom du ikke føler dig gammel.