De fortabte unge?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så er den gal igen. I hvert fald her i Hinnerup. De lokale Facebook-spalter fyldes igen med opslag fra vrede voksne, der skælder ud på de unge. Hærværk hos HOG Tennis, vanvidskørsel i bil i byen, larmende knallerter i høj fart den forkerte vej rundt i rundkørslen.

Kommentarerne spænder vidt fra de grove »send det dog videre til politiet« til en forsigtig opfordring »ræk ud til de unge – tag en snak med dem«.

Jeg er nok selv mest til den sidste opfordring, men undres alligevel over, at problemet med de utilpassede unge er så stort i vores ellers pæne og velfriserede område. Hvorfor? Keder de sig? Er deres forældre ligeglade med dem? Hvad sker der for dem?

I kirken møder vi de unge som konfirmander, og her får vi et godt indblik i, hvem de er.

Ungdomsårene er karakteriseret af en søgen efter at finde sig til rette i livet og skabe sin egen fortælling. Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Og hvem skal jeg blive til?

Når de unge i dag kigger tilbage, ja, så vender de naturligvis blikket mod forældrenes historie og værdier. Og hvad ser de så? Ja, de ser en flok utilpassede og usikre voksne.

For vi kan ikke rigtigt finde os til rette i vores fortid og prøver at skrive vores fælles historie om ved at vælte statuer over fortidens helte og smide busten af Frederik d. 5 i kanalen i København. Selv vores statsminister undskylder i et væk for fortidens synder. Og regeringen ændrer en historisk bededag til en hverdag. Og andre partier vil afskaffe sankthans-fejringen.

Og også en 2000 år gammel historie om en mand, der døde på et kors og påstod, at han var Guds søn og verdens frelser, er blevet fjern for mange. Opgøret med historien rammer også den fortælling, der ellers har givet et fællesskab i mange generationer. Nu er den kristne fortælling blevet de unges eget projekt. Vi ved det, for vi ser dem sidde alene på kirkebænkene i konfirmationstiden, for ikke at nævne de gange, vi har set dem stå og fryse udenfor, mens de venter på den varme bil.

Og vi tror, vi bliver bedre af at redigere i historien, men vi bliver kun historieløse. Og som i enhver fortælling: »når vi ikke ved, hvor vi kommer fra, så er det også svært at finde ud af, hvor vi skal hen.«

Men når vi så enkelt kan forkaste fortiden, så må det da være fordi, fremtiden så ser endnu mere lys ud? Jo, de unge i dag vokser op i et samfund, som aldrig er set bedre i hele verdenshistorien. De er frie og kommer fra velstillede hjem. De har uanede muligheder, og de kan blive lige hvad de vil.

Men med uanede muligheder, så stiger forventningen også til, hvad de kan drive det til. Hvor godt kan det blive? Hvor rige kan de blive? Men de unge har kun sig selv at holde fast i, når de skal finde vej i alle mulighederne. De kan vælge frit, men de står også selv med ansvaret for at vælge rigtigt.

Et større og større antal unge i dag bliver bekymrede, angste og deprimerede. Ikke kun for de mange muligheder, men også for hvordan det skal gå med klimaet, krigen og kloden.

Bekymringerne fylder og bliver nemt til en frygt for fremtiden.

Så når de unge i dag lærer, at historien er forkert eller uvæsentlig og står uden værdier og ballast fra fortiden at trække på – og når de så samtidig frygter for fremtiden - ja, så bliver fortællingen om de unge en fortælling om ”de fortabte unge” – de, der er fortabt og fanget i et nu med en ubrugelig historie bag sig og en skræmmende fremtid foran sig. Og så kan selv jeg godt forstå, at der skal tømmes nogle pulverslukkere og bores nogle knallerter for at mærke, at man lever.

Men det er ikke alt, hvad der er at sige. For fortællingen om de unge – og ja, fortællingen om os alle er også Guds fortælling.

Og Guds fortælling er altid en fortælling om håb.

Skal vi selv regne vores liv ud, så ender vi ofte i bekymringer og frygt, men et kristent menneskeliv bliver altid levet i en balance mellem frygt og håb.

Så tag en snak med de unge derhjemme og følg så med dem i kirke.