Hospitalspræsten kommer med opfordring
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Solsorten synger.....man får sandelig noget for pengene!«
Jeg mener, at citatet stammer fra Benny Andersen. Det ville i hvert fald ligne ham at vække vores opmærksomhed med sådan en finurlig formulering, og jeg synes, det virker. Jeg bliver mere opmærksom på, hvordan fuglene ved denne tid synger næsten døgnet rundt, hvordan luften er fyldt med gratis musik - og jeg bliver taknemmelig.
Lidt den samme følelse fylder mig, når jeg betragter en valmuemark eller nogle af de mange andre blomster og vækster, som naturen er fyldt af lige nu, og taknemmeligheden forstærkes, når duggen falder om aftenen, og det er en fryd at trække vejret gennem næsen og fornemme alle de dejlige dufte fra hyldetræer, hybenroser og kaprifolier.
Naturen ved højsommer er et overflødighedshorn af gratis glæder, og jeg synes, det helt uvilkårligt kalder på taknemmelighed.
Jeg har tænkt på, om ikke den gode følelse kunne udbredes til hele året. Faktisk har jeg sat mig for hver dag at skrive tre ting ned ved dagens slutning, som jeg er taknemmelig for.
Jeg har tænkt på, om ikke den gode følelse kunne udbredes til hele året. Faktisk har jeg sat mig for hver dag at skrive tre ting ned ved dagens slutning, som jeg er taknemmelig for. Man kan grine af den slags ”tænk positivt øvelser”, men for mig har det faktisk været med til at gøre mig mere opmærksom på alt det, som jeg har at glæde mig over. Jeg tror, det har fjernet lidt af den ”privilegie- blindhed”, som man godt kan komme til at lide af, når gode ting i livet bliver lidt for selvfølgelige for én.
»Solsorten synger - man får sandelig noget for pengene!«
Der er som regel noget at være taknemmelig for, hvis man husker at lægge mærke til det. Om ikke andet, så ligger der, som årene går, også en del ting bagved én, som man kan glæde sig over:
-Gode minder fra barndommen, der dukker op.
-Sjove episoder fra ungdommen, der bringer smilet frem
- Udfordringer, man har klaret, og som gjorde én stærkere
- Billeder af børnene, da de var små - og kun søde!
Alt, hvad der har været engang, er også en del af ens skattekiste og kilde til glæde og taknemmelighed. Lad os værdsætte det.