Rute 26 på afveje

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kristian Pihl Lorentsen skriver i Jyllands-Posten 20. juni, at den grønne tænketank Concito er på gale veje med hensyn til stop af vejprojekter. Kan man være enig med ham i det? Ja, og alligevel ikke. Ja, egentligt på grund af at politiske fokusområder ikke indgår i Concitos analyseforklaring af klimamål. Så politikere kan se, hvad Concito mener. Og nej, fordi infrastrukturplanen ikke længere følger tiden.

Infrastrukturplanen var, for Rute 26 ved Lading, endnu en grotesk situation for borgere i området. Efterhånden føler man sig latterliggjort som statist i politiske spil om vores ret til at værne om vores hjem, vores små landbrug, vores miljøvenlige tiltag og så videre.

Planen har ikke længere den relevans, som de lange processer forud byggede på, fordi trafikken er et stort issue på grund af klimabelastning, og der tages alt for let på den problemstilling, når det gælder transport. Klimaet er vores velfærds største trussel, og nye veje som for eksempel Rute 26 belaster klimaet endnu mere. Det må være vigtigere, at vi ikke tørrer eller regner væk, end at vi hurtigt kommer fra A til B.

Jeg har selv kæmpet stærkt i vejprojektet ved Lading, som har kørt siden 2010, og før den tid. Der er ”Ups and Downs” og en meningsløs ”borgerkrig” kører ustoppeligt herude.

Samfundene herude sætter gode miljøinitiativer i stå ud fra usikkerheden om de gentagne politiske reaktioner, når det gælder vejen. Giver alt det kaos mening, når vejen, og for den sags skyld mange andre planlagte veje, ikke har en relevans længere, hvis man ellers tænker en smule klimarelevant? Det er små og rigtig mange miljøtiltag, der gøres i landområderne, og samlet set varetager de meget store natur- og klimainteresser. Det forholder man sig bare ikke til politisk.

Fakta er, selvom fakta efterhånden er en ”by i Rusland” på miljøområdet, efter nuværende situation og viden, at trafikken vil falde og ikke stige.

Aarhus-Viborgvejen vil ”måske” stå færdig 25 år efter processens start – hvilket siger noget om, at grundlaget kan være forældet, når det gælder vores fremtidige trafik, til trods for en ny VKM.

Hvis trafikanterne tænker mere på klimaet, end Vejdirektoratet regner med, og man ser på Danmarks økonomiske situation (tror ikke jeg behøver at nævne remsen om, hvor der bliver forsømt) må og bør trafikken alt andet lige gå ned.

Kan man som politiker være bekendt at sætte store planer på tegnebrættet, og når det så cirka 25 år efter nærmer sig en beslutning, og pengene skal findes, er tiden vokset fra planerne. Nej vel! Folketinget på Christiansborg har i dag en meget stor del nye og yngre medlemmer. Et håb kunne være, at de gør gældende, at vejprojekterne fra planen lægges ”i graven”, og så må trafikanter indse, at hvis man vil redde klimaet, skal de også være med. Nye veje skal ikke ligge, hvor indsatser for klimaet foregår, altså på vores natur- og landbrugsarealer og skove.