I min have er jeg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg forestiller mig, at læseren har taget avisen ud af postkassen, måske er det torsdag morgen, og har sat sig på terrassen, i solskinnet, måske med en kop kaffe.

Jeg befinder mig også i min have, det er aften, varmt og tørt. Græsset knaser under mine sandaler, da jeg går min daglige aftentur igennem haven. Det er i øvrigt det tørre græs skyld, at jeg ikke har bare tæer. Det tørre og beige brune græs er særligt udpint her, hvor jeg hver dag går – jeg tænker på at vande det. Jeg tænker på de få, rene vandreserver, vi har tilbage. Jeg tænker på mine børn. Jeg tænker på Etiopien. Jeg tænker på verden.

Jeg beslutter mig for at vande de nye stauder, jeg plantede i forsommeren, for biodiversiteten og for, at pengene ikke skal være spildt. Jeg vander, med slange og kander. Mens jeg tømmer vandkanden ved foden af den nye rødtjørn, slår det mig, at den ikke klarede det – ikke ét bland er sprunget ud. »Måske kommer den næste år,« tænker jeg naivt.

Jeg sætter mig på det vakkelvorne bordbænkesæt, som vi har ejet, siden vi først flyttede sammen.

Jeg har ladet græsset bliver langt, dels for at holde på den smule fugt, der er tilbage i jorden, dels af dovenskab. Jeg hakkede kablet til robotplæneklipperen over, da jeg tog livet af nogle mælkebøtter, tidsler og brændenælder for nogle uger siden. Jeg havde dårlig samvittighed overfor bier og sommerfugle, sådan at rykke deres ynglepladser op – bare fordi.

Jeg får øje på en hvid hornviol, der uautoriseret er sprunget op mellem fliserne ved foden af vægdrivhuset, som danner ramme for mine agurker. Dem har jeg vandet.

Nu løber vandet ud af bunden af kapilærkassen - det vist ikke helt sådan, den skal virke – vandet løber ud under soklen af drivhuset og følger rillen mellem fliserne og stopper ved hornviolen. Lidt overskydende vand, som den ubemærket har fået tiltusket sig, er nok til at den kunne klemme sig op mellem fliserne. Jeg har ikke plantet den – hvordan skulle jeg kunne det, dér mellem fliserne?

I alt sin ynde, men sine hvide silkebløde blade, sidder den helt forsigtigt der.

Ukrudt kan defineres som en plante, der vokser et sted, hvor man ikke vil have den – »Hey! Du hvide hornviol! Smut din beskidte snylter! Lad mine fliser være!« – får jeg lyst til at råbe.

Jeg sætter mig på hug og kigger på den, jeg piller noget græs op mellem to andre fliser – mon ikke hornviolen møder sin skaber i morgen, når ungerne vælter ud for at på ny at opleve verden…

I min have er jeg. Her er jeg, herre over liv og død. Jeg er skaber og dommer. Jeg kunne forvise enhver beboer her, hvis jeg ville.

I min have er jeg. Jeg er underlagt tjørn og tidsel, som jorden lader spire frem til mig. Jeg er nødt til at svede her, hvis jeg vil have mad og liv.