Omrids

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min datter elsker at tegne. Det er i virkeligheden en ny ting for hende at være i denne produktive periode af sit liv, her hvor den ene krusedulle efter den anden males, tegnes og kridtes frem på det ene papir efter det andet. En vandpistol toner frem blandt stregerne, der blander sig ind og ud mellem hinanden. En enhjørning. Et hus. Dog kun en vandpistol, enhjørning eller et hus i den forstand, hvis man som betragter formår med en god portion fantasi og forestillingsevne at finde billederne frem på egen indre nethinde.

Et af min datters yndlingsmotiver er at tegne omridset af en hånd. Her, hvor man lægger en hånd på et stykke papir og lader blyantens spids sirligt bevæge sig langs håndleddet, rundt om fingrene 1- 2- 3- 4- 5. For til sidst at stå ved det springende punkt, hvor man løfter hånden fra papiret og må se, om omridset er så tæt på virkeligheden som muligt. Ligner det? Er der for mange buler? For tykke fingre? Er der streger der stikker af og ud? Uanset, så er der dér på papiret et omrids. Tilbage står der blot at tegne håndens små finurligheder frem. Knoerne. Neglene, der skal bues, lakeres, en passende baggrundsfarve. Fingerringe. Armbånd. Små og store furer. Og sådan sker det efter lidt tid, at hånden dér på papiret nu ikke længere blot er et omrids, men er fyldt ud med forestillinger, fantasi og fortællinger om, hvad omridset egentlig indeholder.

Og der med hånden på papiret. Med omridset foran mig kan jeg ikke lade være med at tænke på det helt eksistentielle i øvelsen - at kigge på omridset og forsøge at fylde det ud.

Er det ikke det, vi mennesker, vi står foran, hver gang vi møder et andet menneske. At vi med samme fantasi og forestillingsevne, som når vi kigger på barnets kringlede streger eller tegner omridset af en hånd, må forsøge at afkode, forstå og fylde billedet af det andet menneske ud? På Søren Kierkegaards tid havde man ikke – som vi har i overflod i dag - et fotografi for eksempel af sig selv, sine forældre eller sin elskede til at holde én fast på, hvem han/hun er, i stedet dyrkede man silhuetten af den anden. Omridset. Nærmest som et skyggerids. Og der var på den måde meget i mennesket, der var mørklagt; som den der rynke, der kom den sommer, den ældste for alvor gik i puberteten, eller de der grå hår, der nu ikke længere blot er en stribe, men er det dominerende farvebillede, de står i silhuetten ikke frem. En del var overladt til erindringen, fantasien og forestillingsevnen. I skyggebilledet, silhuetten, omridset da følger gådefuldheden med, alt er aldrig helt fortalt.

Og måske er det i virkeligheden én af vores allervigtigste opgaver som menneske i dag, selvom vi har fotografiet som hver mands eje, spejlbilleder, vi kan dyrke og forsøge at sige alt med, netop at holde fast i den gådefuldhed, som omridset af den anden er. Erfaringen af, at vi aldrig kan kende os selv eller den anden fuldt ud, men at der må være plads til, at den anden og vi selv altid er noget andet og mere, end det, vi tænker om hin anden.

Måske tænker vi, at vi skal kende os selv eller den anden fuldt ud for at kunne elske og være elskede. Samtidig kan det netop være i oplevelsen af det andet menneskes gådefuldhed, at vi har muligheden for at vise den anden, at vi altid allerede er elskede - uanset, hvad der er mørklagt eller ikke umiddelbart trækkes frem blot i omridset.

Jeg tror, det kræver fantasi og forestillingsevne at blive ved med at se og lede efter gådefuldheden i sig selv eller det andet menneske – at lade en plads stå åben for den, man er, gerne vil være og ikke troede, man kunne blive som… Min datter dasker mig på skulderen, jeg skal flytte min hånd på papiret, for det er tid til nu også her at forsøge at fylde omridset ud, bruge fantasien og forestillingsevnen til endnu en fortælling.