Fortsæt til indhold

Hykleri fra Fischer

Debat
Hans J. ThagaardSnedkervænget 49, Hornslet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Adresseavisen 28. juni var der en stor artikel med Jan Fischer og overskriften: »Vi skal tage henvendelsen fra Hornslet Idrætsforening seriøst«.

Mage til hykleri skal man lede længe efter.

For 2 og et kvart år siden stod jeg sammen med hr. Fischer for enden af Stadionvej ved Hornslet Stadion, hvor et nyt boligkvarter var under udstykning.

Via info fra min daværende grundejerforening havde jeg downloadet en skitse over udstykningsplanen.

Den viste, at man ville placere tre af grundene bag de nuværende fodboldbaner, så al fremtidig udvidelse af fodboldbanerne mod øst blev umuliggjort.

Jeg kontaktede teknisk forvaltning i Ebeltoft og gjorde opmærksom herpå, og at netop disse tre grunde lå i et meget lavt, vandlidende område. Det kunne medarbejderen nu ikke lige forstå, så jordprøverne må jo være gået hendes næse forbi.

Samtidig lavede jeg en skitse til forvaltningen, hvor jeg kunne anvise en flytning af de tre grunde til en højere beliggenhed mod nord mod Rosenholmvej. Og gjorde i øvrigt opmærksom på, at kommunen formentlig kun kunne tjene herved, da grundene kunne sælges til en højere pris.

Dernæst kontaktede jeg Jan Fischer, der som lokalpolitiker - troede jeg - havde en stor interesse i at sikre Hornslet IF en fremtidig fodboldbaneudvidelse. Specielt med den rivende udvikling, byen oplever.

Vi gik en tur i området og var enige om, at en mulighed for udvidelse af baneanlægget var vigtig, selv på relativ kort sigt. Jan Fischer lovede at se på mulighederne for at ændre planerne. Jeg hørte aldrig mere.

Jeg ved samtidig, at Hornslet IFs fodboldafdeling har holdt møde med teknisk forvaltning om det katastrofale i at forhindre fremtidige baneudvidelser. Men åbenbart også forgæves.

Det endelige resultat er følgende:

Man har slettet to ud af tre grunde, som lå i vejen for en baneudvidelse. Fint med det. Men i stedet for er der så nu på dette jordstykke etableret et regnvandsbassin. Dette var ikke med i den oprindelige udstykningsskitse. Hovsa.

Teknisk forvaltning må altså have vurderet/besluttet, at kan vi ikke forhindre en fremtidig udvidelse af baneanlægget på den ene måde, så må vi gøre det på den anden måde.

Citat fra Jan Fischer i Adresseavisens artikel 28. juni:

»Vi skal tage henvendelse fra Hornslet IF seriøst.«

Fischer vedgår, at fodboldafdelingen står foran en udfordring, der skal findes en løsning på. Han mener, at kommunen, forvaltningen og politikere snart bør samles med HIF Fodbold for at drøfte, hvad der skal gøres.

»I min optik handler det om at finde et sted, hvor de mindste fodboldspillere kan være,« udtaler han i artiklen.

Ja, men ved næsten ikke, om man skal græde eller le over dette hykleri fra en lokalpolitiker, som udadtil optræder som den store frelser i lokalområdets problemer, men åbenbart er uden reel indflydelse.

Læren må være, også for Jan Fischer, at når først teknisk forvaltning har lagt sig fast på en plan, så er politikerne stort set magtesløse.

Nu er jeg så spændt på, hvor seriøst Fischer vil tage mødet med fodboldafdelingen denne gang. Det kan kun gå fremad.

Pointen i hele sagen er i øvrigt, at alle politiske partier i Syddjurs Kommune i deres partiprogram har stående, at det er væsentligt, at kommunens fritids- og idrætsfaciliteter sikres mulighed for fremtidige udvidelser.