Fortsæt til indhold

Sommer og hvile

Debat
Hans-Christian Vindum Petterson,præst i Aarhus Valgmenighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sommeren er over os i al sin pragt. Mange dage stråler solen og dagene er lange og lune.

Det er ferietid for de fleste. Tid til et afbræk fra hverdagen. Måske et ophold udenfor de hjemlige rammer, nye oplevelser, eller blot en tom kalender med plads til spontanitet. Alle trænger til ferie. Men hvad er det vi trænger til?

En ferie kan jo se ud på mange måder, men fællesnævneren for god ferie er hvile fra dagligdagen.

Uanset hvor ferien foregår eller hvad du fylder den med, så er det vigtige afvekslingen. Mennesker trives nemlig med skift mellem arbejde og hvile. Sådan er vi indstillet – skabt vil nogen af os sige. Og ikke bare vi, men alt levende er sådan indrettet. Mennesker er dog ene om at finde det svært at acceptere.

Vi kan blive så fokuseret på hverdagslivet, at ferien bruges på at komme foran eller indhente det forsømte.

Vi er desværre mange, som har svært ved at lade roen sænke sig. Vi kan blive så fokuseret på hverdagslivet, at ferien bruges på at komme foran eller indhente det forsømte. Når ferien begynder har vi for eksempel en masse gøremål som skal løses eller en mailindbakke, der skal tømmes. Vi glemmer at sætte farten ned.

Vi kan sammenlignes med den fartblinde bilist, der i timevis har kørt sydover på E45. Men da udkørslen kommer mærker man ikke, hvor hurtigt man kører. Der skal vilje til for at sætte farten ned.

På samme måde kan hverdagens travlhed med arbejde, familie, venner, et hjem og fritidsbeskæftigelser gøre os fartblinde. Og når tiden kommer til at holde fri, så er det svært at stoppe op. Men det er vigtigt at bruge bremsen og skifte gear. Ja, afgørende. For i modsætning til bilen, kan vi ikke bare køre ”tanken tør”. Det koster mere end en tur på benzinstationen for et menneske.

”Hold hviledagen hellig”, siger Gud flere steder i Bibelen. Han ved at vi trænger til hvile fra dagligdagen og siger: lev efter din skabtheds vilkår. Hold fri, når du holder fri. Du er ikke en maskine. For som udstrækning åbner de sammentrukne muskelfibre efter lang træning, så kan hvile åbne op for nye tanker, at se og påskønne det underfulde omkring os og indse at livet er mere end hverdag og gøremål. Vi tænker klarere, mærker efter, ændrer måske retning. Som troende oplever jeg også, at det er når jeg hviler, at jeg bedst kan høre Gud – måske fordi der er mere stille indeni mig.

Når vi lykkes med at hvile fra hverdagen og leve langsomt, så oplever mange først en ”tung” træthed. Er det et udtryk for, at der er noget galt? Ikke nødvendigvis. Måske er det blot udtryk for at du trænger til ferie. Dyb hvile. Afveksling. Lyt til signalet, sænk farten og hav en dejlig ferie.