Er alt, som det skal være?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sådan spørger stuepigen Otilia skuespilleren Hr. Weise, da hun banker på hans dør i et af mine yndlingsafsnit af Badehotellet.

Der er sket det, at to af de andre stuepiger; Edith og Ane er blevet syge og i et forsøg på at gøre status på om gæsterne også ramt, bliver der banket på alle døre.

Er alt som det skal være?

Eller for mig er spørgsmålet, bliver alt som det skal være? For i morgen begynder min sommerferie, og jeg har glædet mig og arbejdet hårdt op til den, så nu håber jeg bare, at det hele bliver, som det skal være!

Ferietid er spækket med forventningens glæde og den er stor.

Vejret kan jeg ikke gøre noget ved. Og da vi for 19. år i træk skal holde ferie i vores lille hus ved Vesterhavet, så ser det i vejrudsigten ud til, at temperaturen bliver lavere end i Hammel, ja nærmest efterårskold, blæsten bliver til gengæld kraftigere, det er den altid derude.

Hvis den milde sommer ved havet lader vente på sig, så kan jeg altid krybe op på loftet, sætte mig der med vinduet på klem, så jeg kan høre regnen og vindens susen det bølgende marehalm og så strikke til et par afsnit af Badehotellet.

For på ’Badehotellet’ er vejret for det meste godt, køkkenet bugner med sommermad og at de kendte karakterer ligner sig selv og bader så det er en lyst. Hvis der en sjælden gang er et afsnit med dårligt vejr, så er det fordi der skal ske noget spændende, der har brug for denne kulisse.

Men i al den dilettantiske idyl er der også en nerve, der sørger for, at det for mig aldrig bliver trivielt at følge med og strikke lidt til lyden af sommer på Badehotellet.

Som nu da Otilia går op ad trapperne, banker på og spørger Hr Weise: »Er alt, som det skal være?« og Hr. Weise åbner døren som altid irriteret over at bliver forstyrret, han rynker på næsen, ser med store øjne uforstående på pigen og svarere: »Sjældent, lille frøken, sjældent, har livet ikke lært dem det?«

Nej, alt er sjældent, som det skal være.

Men sommerbrise, lyden af glade børn og fuglesang i al slags vejr er pant på, at det ender godt.