Debat: Jeg tror, at langt de fleste mennesker har en have, som er deres bedste have

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Avisen her har i sommer kåret Aarhus’ bedste strand. Jeg har både fulgt med og stemt. Det fik mig forleden til at tænke på: hvad nu hvis det ikke var den bedste strand, men den bedste have? En have, som vi selv kendte eller havde kendt. Jeg skrev mine tanker om Min bedste have ned. Følg med mig her:

Det var svært at flytte fra landsbyen, hvor vi havde boet i mere end tredive år. Det var svært at flytte fra gårdbygningerne, specielt stuehuset af bindingsværk, hvor jeg hvert år nød tjærelugten. Men det var måske allersværest at flytte fra den store have.

Den husmor, som havde boet på gården i en lang årrække før mig, havde udførligt fortalt mig om buske, træer og stauder m.m. Hun havde fortalt om det store bøgetræ, som et af hendes børn havde startet ved at lægge en bog i en tændstikæske. Og om den anislugtende urt, som hendes mod havde foræret hende, da hun flyttede ind på gården. Der var også rester af et gammelt tjørnehegn, som efter tykkelsen at dømme var meget gammelt. Måske endda helt fra den tid, hvor kvinderne brugte hegnene til at tørre deres vaskede sengelinned på.

Vi havde også plantet meget selv. Sværest var det måske at flytte fra to træer. Det ene var et frugttræ, som jeg havde plantet den dag, min mor var blevet begravet. Og det andet træ var fra vores bryllupsdag. Dets oprindelse var en æblekerne, som jeg lagde på vores bryllupsdag. Jeg havde overvejet at forsøge at flytte dem med mig op til Harlev, men opgav det. Bryllupstræet var blevet flyttet en gang, så jeg frygtede, at det ikke kunne klare en omgang mere.

Jeg har altid holdt meget af mine haver. Både prydhave og urtehave. Og i alle mine haver har jeg altid en tørresnor med tøjklemmer, af træ, samt en tørrestang. Den tørresnor går tilbage til min barndomshave. Jeg tror, at langt de fleste mennesker har en have, som er deres bedste have.

Min bedste have er min barndoms have. Jeg må begynde langt tilbage, næsten 70 år, men den står lyslevende for mig. Haven lå nær banegården i Ringkøbing. Den lå bag en hvidkalket mur med en dør i. Vi sagde nu ikke dør, men port. Min bedstefar var en mand med snilde fingre, og han havde selv lavet såvel dør som klinke og tillige ridset sit navn ind i den: P.C. Hindø. Og hvis jeg kniber mine øjne tæt sammen, kan jeg endnu høre lyden af klinken, om end lyden er meget svag.

Og så var der haven. Det første jeg møder er en hortensia, og lige derefter to bede med mørkerøde roser. Også en klatrerose var der. »Husk altid at skære de afblomstrede roser af det det samme,« sagde min bedstemor, »så kommer de bedre ved den anden blomstring.«

Til højre lå græsplænen. Grøn, altid grøn og indbydende. Selvfølgelig har den også været afsvedet og brun. Min bedstemor kunne ikke drømme om at vande den. Men aldrig brun med hukommelsens øjne. Nu kommer jeg snart til det med tørresnoren. Men jeg skal lige gøre hele haven færdig. For græsplænen strakte sig helt ned til bregnebedet og en forhøjning opbygget med kampesten. Mægtige bregner for et lille barn og under dem de dejligt duftende liljekonvaller. Og øverst oppe nærmest tårnede et pæretræ sig op.

Og så tørresnoren. Nogle dage var haven helt forandret. Da blev der nemlig spændt tørresnore ud på kryds og tværs overalt. Vaskedag. I kælderen. Der blev fyret op i gruekedlen, og skyllekarret, som til daglig stod med bunden i vejret, blev vendt. Vaskebænkene blev fundet frem. Nu blev der vasket og derefter vredet med vridemaskinen. Det sidste gjorde jeg, dog ikke i mine mindste år. Der blev dog først vredet, efter at jeg havde fået lov til at komme blånelse i det sidste hold skyllevand.

Ude i haven blev tøjet hejst op med tørrestænger for at holde det fri for at slæbe mod jorden, og så begyndte legen. Min bedstemor gav lov til, at jeg inviterede veninden ind i haven for at lege gemmeleg imellem de fugtige, slaskende lagner og dynebetræk. Vidunderligt. – Og min paradisiske haves størrelse? Ja, min far regnede engang ud, at den måtte være omkring 288 kvm.

Men tilbage til nutiden. Den dag kom, hvor vi solgte gården og skulle flytte. Det var svært. Jeg havde samlet frø og bl.a. aftalt, at jeg kunne tage to bestemte roser med.

Vi flyttede kun 900 meter mod nord, flyttede fra en landsby og op til den store by, Harlev. Der er svært at flytte fra at sted, hvor man har boet i mere end 30 år, men vi faldt utrolig hurtigt til. Vi kendte selvfølgelig mange i forvejen og fik gode naboer. Og dertil et busstoppested. – Nu var det så bare om at vente på foråret. Hvad gemte der sig i den vinterkolde have?

Meget kom frem, viste det sig. Min konklusion blev, at de mennesker, der havde grundlagt haven, havde holdt af den. Der kom fine ting frem, som jeg ikke havde haft før. Bl.a. smukke kvæder og høstanemoner. Men det var jo ikke MIN have. Det første forår følte jeg mig fremmed i den.

Vagn, min mand, fik hurtigt gang i køkkenhaven med 16 højbede. Jeg plantede de to Ingrid Bergmannroser, som jeg havde bragt med fra gården. De var på det tidspunkt omkring 25 år.

Jeg lagde mine jordskokker i jorden. Og plantede nogle få aflæggere af en gammel, sen hindbærsort, som havde stået ned ved hestene. Og plantede mine fem små spinkle grene af en frodig solbærsort.

Ingrid på min nabogård havde altid smukke Sankthansurt, og hendes foræring til mig, to store krukker, blev plantet ud i min meget nye og ukendte have. Jeg har altid holdt meget af de urteagtige natlys, og hvert år tog jeg frø og strøede rundt. Således tog jeg også min kuvert med natlysfrø og strøede rundt omkring, bl.a. ved hoveddøren. Det første år kom tørresnoren også op, og der blev lavet en tørrestang.

Så kom den anden sommer. Det meste fra min landbohave lykkedes. Hindbærrene var dog ret så småskravlede, så jeg var i tvivl om, hvordan de ville klare vinteren. Men stadig var det en fremmed have. Så kom den tredje sommer, den vi er i lige nu. Og en dag for nylig kom jeg glad ind til Vagn og forkyndte: Nu er det min have.

Og det er faktisk sandt. Nu føler jeg, at efter de to lidt have-vemodige somre, er det blevet min have. Jeg ved, hvad der kommer op og hvor. Jeg hilser på husets forgængere såsom bonderoser, akelejer, brombær og vinrabarber. Og jeg hilser endnu varmere på mine egne arter ”hjemmefra”. Velkommen. Først nu denne tredje sommer er huset på Kettingvej rigtigt blevet mit hjem. Men min bedste have er fortsat den på de 288 kvm.