Op, al den ting, som Gud har gjort
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
13.500 skridt om dagen er, hvad min krop som minimum skal gå, for at have det godt. For en halvtravl småbørnsmor, der har svært ved at presse den ugentlige motion ind i kalenderen, så er gåture fantastiske til at holde de værste dårligdomme fra døren. Så hvis du bor i Ravnsbjerg, vil du højst sandsynligt have set mig – én af de lokale sognepræster –på gåben rundt i sognet.
Jeg går, når jeg har brug for at lade batterierne op, når der er travlt på arbejde, når noget tynger mig eller når jeg er træt. Men jeg går også, når jeg er i godt humør eller når jeg er fuld af energi. Mine gåture er for mig et åndehul fra hverdagens trummerum.
Udover at vandre sognets fortove og skovbunde tynde, så tager jeg naturligvis også min passion for gåture med ud over sognegrænserne. Her i sommers har jeg blandt andet nydt den smukke natur ved vandkanten på Samsø. På disse strandture dufter jeg altid til hybenroserne, mærker vinden i mit ansigt, nyder synet af det rige fugleliv og lytter til lyden af havet, som jeg måske stikker min fod i, for at mærke dets temperatur.
Det lyder måske en kende præstefromt, men når jeg går mine ture, så nynner jeg ofte nogle af mine yndlingssalmer inde i hovedet – mine medvandrere skåner jeg dog for det, som jeg aldrig har påstået, var skønsang. I den forbindelse nynner jeg nogle gange et par vers af salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. Salmen er skrevet af H. A. Brorson i 1734 og er stadig én af de mest elskede salmer i Danmark.
Brorson voksede op i et præstehjem i Randerup i Sønderjylland, og man kan levende forestille sig, hvordan han måske har gået og er blevet inspireret til salmen i de sønderjyske marskenge med frit udsyn til himlen over sig.
Salmen beskriver i hvert fald den positive undren over naturen, og Brorson er næsten svimmel over naturens skønhed, lige fra det mindste græs og blomsterne i enge til fugleflokken og den blinkende stjerneflok.
Ansigt til ansigt med Guds storslåede skaberværk er det svært at finde ord, som helt slår til. Det erkender Brorson, der jo ellers var noget så ferm til at digte. Men det, som man kan gøre, er at bekende Guds storhed:
Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
Salmen har tydeligvis også inspireret en anden af Danmarks skattede digtere, nemlig Halfdan Rasmussen, som i digtet ”Den stærkeste mand i verden” skriver:
Den stærkeste mand i verden
kan bære en flodhest i tænderne
og løfte en sporvogn fra skinnerne
imens han klapper i hænderne.
Men sætte en blomst på et lille strå
og farve den vældige himmel blå
og skænke min søster en mælketand
det evner han ikke, den stærke mand!
Den brorsonske udgave af den samme lovprisning lyder:
Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.
Disse to store digtere fortæller os, at der er mange ting i vores liv, som vi ikke selv er herre over. Det er vi ellers ofte så tilbøjelige til at forestille os; At vi skal have styr på alt, stort som småt, og lige netop dén forestilling kan medføre unødige bekymringer og stress.
I stedet skulle vi måske rette fokus et andet sted hen? Nemlig på alle de gode ting, der er i vores liv. Og der er jo så meget at sige tak for! Det mindes vi om i Brorsons smukke salme, og det bliver jeg mindet om, hver gang jeg går en tur. Her bliver min verden for en stund sat i perspektiv og dét er kun sundt!
Hermed en varm opfordring til at vandre løs i den smukke, danske sensommer.