Fortsæt til indhold

Favrskov Kommune bør genanvende flere møbler og byggematerialer

Debat
Birgit Liin, Bjergegårdsvej 91, 8382 Hinnerup1. viceborgmester og gruppeformand for Venstre i Favrskov Byråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Køb-og smid-væk-kulturen er på retræte – og heldigvis for det. Genanvendelse skal fremmes, og det gælder både i de private husholdninger og i de kommunale enheder og institutioner. Vi sorterer nu alle vores husholdningsaffald i flere fraktioner, og det gør vi netop med øget genanvendelse for øje.

Og kommunen skal gå foran. Der er flere muligheder for, at vi i Favrskov Kommune både her og nu og i fremtiden kan genanvende mere, for eksempel byggematerialer. Den udvikling vil Venstre gerne skubbe på.

Derfor fremsætter vi i Venstre forslag om, at Favrskov Kommune i højere grad skal genanvende møbler og andet inventar. Det gælder også dele, som kræver reparation, inden de kan gå videre til en ny bruger. Samtidig foreslår vi, at et sådant upcyclingsprojekt kan indgå i beskæftigelsesindsatsen. På den måde vil klimapolitik og beskæftigelsespolitik kunne gå hånd i hånd – og kommunen kan forventeligt spare penge.

Vi håber, at resten af byrådet kan se fidusen og vil støtte vores forslag – for hvad er egentlig alternativet?