Fortsæt til indhold

Har du oplevet noget ”mærkeligt”?

Debat
Malene Vangsøe Bitsch,sognepræst i Skåde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mange mennesker har uforklarlige oplevelser.

Hvor der sker noget, som man ved, at ingen andre enten så eller hørte, eller på andre måder bemærkede.

Det kan være, at man pludselig befinder sig i en situation, som nemt kunne være blevet farlig, men så med ét er der ikke længere fare på færde. Det kan være, at man er meget bange, men at man så, uden at have gjort noget, finder helt ro, og ikke længere er bange.

Det kan også være, at man selv beder om hjælp, og får den.

Eller at man beder om et tegn, og får det.

Der er mange typer af uforklarlige hændelser i vores liv, og mange, mange flere, end jeg kort har beskrevet her.

Fælles for dem er ofte, at når de sker, så ved man, at det ikke var noget, som kom fra et jordisk sted, men fra noget ikke-jordisk.

Jeg er helt overbevist om, at det er tegn på forbindelsen mellem himmel og jord, mellem mennesker og Gud. Og jeg er også ret overbevist om, at vi i mange af tilfældene slet ikke opdager, at det er det, det handler om.

Jeg er helt overbevist om, at det er tegn på forbindelsen mellem himmel og jord, mellem mennesker og Gud. Og jeg er også ret overbevist om, at vi i mange af tilfældene slet ikke opdager, at det er det, det handler om.

Jeg vil meget gerne høre fra jer om de oplevelser af uforklarlig karakter.

I september-oktober-november har jeg fået bevilget studieorlov fra præstearbejdet. I den periode vil jeg indsamle eksempler på helt almindelige menneskers ualmindelige oplevelser. Derfor har jeg brug for, at mange af jer, som har oplevet noget i stil med det, jeg har skrevet om her, vil henvende jer til mig og fortælle om det.

Fra de mange fortællinger, jeg allerede har fået gennem årene, er det tydeligt, at for manges vedkommende er det noget, som man aldrig har fortalt til andre mennesker. Det er noget, der kan være gemt langt inde i hjertet. Og det er også fortællinger, der aldrig er blevet glemt.

De mange eksempler på guddommelig indgriben vil jeg gerne være med til at bringe frem i lyset.

Ikke for at de skal blive dissekeret og vurderet som sande eller falske.

Nej, udelukkende for at de kan være til hjælp, trøst og mod til os alle. Være vidnesbyrd om, at Gud er til stede i alle menneskers liv, uanset hvem vi er, og hvad vi tror på.

Det kan forhåbentligt også være med til at vi alle bliver mere opmærksomme på, hvad der sker omkring os.

Altså få opmærksomheden rettet mod de ting, der kunne være små og store dagligdags tegn fra det himmelske.

Derfor er det så vigtigt at dele oplevelserne med hinanden.

En gang imellem vil der nok være nogen, der siger, at det da bare er tilfældigheder, dét du fortæller om.

Og det er jo også en måde at se livet og tilværelsen på, at alt er tilfældigheder.

Men jeg tror ikke på, at det er sandt; at alt er tilfældigheder.

Jeg tror på, at Gud konstant vil i kontakt med os, og at han hele tiden håber på, at vi bruger de sanser, der skal til, for at vi opdager tegnene på, at han er der i vores liv.

Derfor kan den fælles samtale om oplevelserne blive en håbsfortælling for os alle.

Og derfra er der forhåbentligt ikke langt til det fælles ansvar for hinanden, altså:

Næstekærligheden.

Kærligheden.

Ligheden.

Enheden.

Jeg håber mange vil bidrage og hjælpe.

Alt hvad der bliver fortalt til mig, forbliver selvfølgelig helt anonymt overfor andre, hvis man ønsker det.

Man kan skrive til mig på MVB@KM.DK (skriv ”oplevelse” i emnelinjen) eller ringe eller skrive sms på tlf. 23 800 803.