Fra det skjulte vokser frugten frem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Man skal jo helst ikke være negativ og sige noget dårligt om vejret, det kan jo ikke svare igen… meeen altså jeg ved nu ikke sådan lige, hvad jeg skal mene om denne sommers vejr. Der er jo nogen, der siger, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Den vil jeg lige tygge lidt på og så glæde mig over, at det gode vejr i skrivende stund og traditionen tro er vendt tilbage her, hvor ferien er slut.

Her ved sensommeren og det spæde efterårs begyndelse sker der et skifte i naturen, og det er næsten som om, det samme sker for vores sind. Mange af sensommerens og det tidlige efterårs sange rummer denne lidt vemodige tone i både ord og melodi, som adskiller sig fra forårets og sommerens sange.

Men samtidig så peger denne årstids sange jo også på det helt vidunderlige, at årets sol og varme og regn og vind og blæst nu samler sig og får naturen til at bære frugt og ofte endda i overmål. Ja, mange folk med frugttræer i haven kan vist genkende den situation, at man slet ikke nå at spise eller bruge al den frugt, som så ødselt vokser frem.

At bære frugt! Det, håber vi, sker i naturen, men det håber vi også om vores eget liv – at vi bærer frugt, og at det, vi gør, bliver til noget – men vi må ikke blive så forhippet på resultatet og på det at blive en succes, at vi glemmer det afgørende: At det skal komme indefra. Det kan naturen lære os. Det afgørende sker i det skjulte. Et lille korn lægges ned i den mørke muld, hvor ingen kan se det. Her forvandles det, og så ved denne årstid indfinder miraklet sig: Det bærer frugt.

Den danske forfatter Johannes Jørgensen, der levede fra 1866 til 1956, var oprindeligt en del af Det moderne gennembrud anført af Georg Brandes, men Johannes Jørgensen tog ret hurtigt afstand fra Georg Brandes og det, som Johannes Jørgensen mente, var en åndløs og alt for materialistisk tolkning af tilværelsen. Til manges store forundring – og blandt tidligere venner også forargelse – konverterede Johannes Jørgensen til katolicismen, og han skrev blandt meget andet en meget kendt helgenbiografi over Frans af Assisi.

Han skrev også mange rejseberetninger fra sine rejser gennem Europa, og det var, da jeg læste en dem, at jeg kom til at tænke på dette med at bære frugt. For på et tidspunkt kommer han til domkirken i Köln, som er et af disse pragteksemplarer af bygninger fra middelalderen. Her kommer Johannes Jørgensen til at tænke på en historie, han har fået fortalt.

En gruppe turister var kommet op på taget af domkirken, helt derop hvor turister ikke plejer at komme. Dér helt oppe på spiret traf de en gammel skægget arbejder, som sad og hamrede og mejslede de sirligste små blomster. En fra gruppen af turister spurgte forundret den gamle arbejder: Hvorfor sidder De dog og gør Dem al den umage? Der er jo ingen, der kan se det og beundre det nedefra. Den gamle arbejder så op og sagde kort: Jeg gør det for den gode Gud. Han ser det.

Den gamle arbejder kan vi moderne mennesker måske lære noget af. At livet ikke kun handler om det, der er synligt for andre mennesker. At vi skal tro på Gud og derigennem lade hans kærlighed bære frugt gennem os. Ved at vi rejser store smukke katedraler, eller ved at vi hjælper vores næste i det helt almindelige daglige liv.