Kære Jakob Ellemann-Jensen: »Det er ok at være svag og lille«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Jakob Ellemann-Jensen

Det er ikke sikkert, at du læser Din Avis i Aarhus Vest. Men skulle du nu alligevel kaste et blik vores vej, vil jeg gerne sige: Hjertelig velkommen tilbage fra din stress-sygemelding, og til lykke med dine nye arbejdsopgaver i dit nye ministerium.

Grunden til at jeg skriver, er, at jeg har været forundret over den måde, du er blevet modtaget på af journalister, meningsdannere og politiske kolleger. Igen og igen er der blevet stillet spørgsmål ved, om du er stærk nok til opgaven, om vi vælgere kan have tillid til én, som går ned med stress, og om én, som har været stress-sygemeldt, kan være en seriøs statsministerkandidat?

Om du har kræfterne til opgaven, må du selv vurdere. Men jeg vil gerne sige, at jeg har mere tillid til dig som menneske, og til din dømmekraft efter din stress-sygemelding. Stress er en utrolig hård erfaring, som du sikkert gerne ville have været foruden. Men måske er det en erfaring, som kan være med til at give dig en større menneskelig indsigt, måske styrke dit værdikompas, og måske i sidste ende være med til at forme din vision for vores samfund?

Sundhedsstyrelsen angiver, at 29 pct. af voksne danskere havde en høj score på stress-skalaen i 2021. Det er altså helt vildt. Man kunne godt sige, at du har fået indsigt i en erfaring, som nærmest er blevet en fælles erfaring i vores samfund i disse år. Og det er faktisk vigtigt, at vi har beslutningstagere, som deler erfaringer med så mange af os.

Hvad skal vi gøre ved al den stress?

Kirken har en velbevaret hemmelighed, som i al sin enkelhed går ud på, at det er ok at være svag og lille. Vi er elskede alligevel. På kirkesprog kalder vi det ”nåde”. Hvis vi tror, at vi skal bære hele ansvaret for hele verden selv, så knækker vi. Opgaven for hver eneste af os er at forsøge at skelne mellem, hvad jeg har magt over – og dermed ansvar for - og hvad jeg slet ikke har magt over. Hos AA bruger de sindsrobønnen, som lyder: ”Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.” Kunne vi lære den skelnen, kunne der måske netop være en vej til sindsro dér.

At bede en bøn, og overgive det ansvar, som ikke er mit, til en højere magt, og tage imod nåde, og kærligheden og modet til at være lille, det kan jeg gøre på det individuelle plan.

Hvad vi gør som samfund – hvordan vi indrettet samfundet så vi modvirker, at vi bliver stressede, det synes jeg, er langt mere kompliceret. Måske er erfaringen af stress og den efterfølgende fælles refleksion en vigtig forudsætning.

Så velkommen tilbage Jakob. Nu en vigtig erfaring rigere. Jeg ønsker dig alt det bedste i dit arbejde for fællesskabet.