Fortsæt til indhold

Kapitalismen truer klodens eksistens - opgør nødvendigt

Debat
Helge Smith, Skødshovedvej 21, Knebel:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Kapitalismen, som er den økonomiske model, vi bruger i dag, blev skabt mellem 1650 og 1750. Den har bragt megen velstand til dele af Verden og meget mere fattigdom til andre dele. Den har skabt store, teknologiske fremskridt og en kolossal forurening.

Der kan siges meget godt og meget skidt om denne økonomiske model, men en ting står fast: den kan ikke fortsætte. Den er baseret på vækst, og vækst medfører altid yderligere udslip af CO2 og CO2 har allerede medført enorme klimakatastrofer og de bliver mere og mere omfattende i takt med, at kapitalismen får lov at fortsætte.

Helge Smith. Pressefoto

Kapitalismen har skabt meget store formuer og medfølgende politisk magt til ret få mennesker og også ærlige politikere holder meget af kapitalismen, for den leverer vækst til borgerne i de rige lande. Modstanden mod at opgive den er voldsom, på trods af, at alt liv vil blive udryddet i yderste konsekvens. Kapitalismens fortsatte tilhængere er nu blevet til klimaødelæggere.

Faktisk bliver klimaødelæggelsen forsvaret med alle til rådighed stående, politiske midler, også i Danmark. I Danmark er modstanden mod ændringer så markant, at der efterhånden tales om, at regeringen modarbejder klimakampen, hvis den generer kapitalismen. Vi får let det indtryk, at samfundet vil bryde sammen, der vil opstå massearbejdsløshed og vi bliver alle sammen fattige, hvis vi ikke fortsætter som hidtil. Klimaødelæggerne truer os med den slags ord.

Vi kan se det alle vegne, også her i Adresseavisen Syddjurs. Jeg har spurgt 27 byrådspolitikere og 4 folketingsmedlemmer og de aner ikke, hvad de skal sige. Uanset hvem og hvornår man spørger en politiker får man altid en variation af svaret ”kapitalismen skal fortsætte” (læs: klimaødelæggelsen skal fortsætte). Politikerne knytter både håb og trusler til ønsket og resultatet er, at folk holder sig passive.

Artiklerne i Vækst er skrevet i 1979 og er nemt genkendelige set med 2023 øjne. Foto: Lars Norman Thomsen

Men der ER et alternativ, nemlig en løsning som genskaber balancen. Den har eksisteret i årtier, men økonomiske og politiske interesser har modarbejdet den i en sådan grad, at den næsten ikke er kendt.

Den begynder med, at regeringen tager lederskab og ansvar for Danmarks direkte og indirekte udledninger med det formål at få kontrol over dem. Den skal sikre en planlagt, reduceret produktion (det er her klimaødelæggerne råber ”betonkommunisme” og ”planøkonomi”) for at mindske belastningen på vores Klodes grænser. Øvelsen består i at sikre social retfærdighed og øge trivslen samtidig med, at samfundet omlægges.

Det er en fase undervejs til en økonomi der ikke ødelægger vores jord. Vi har ikke ret meget CO2 til rådighed, når vores jord skal holdes i balance. Det er den politiske opgave.

Det kan godt lade sig gøre, det er faktisk ikke engang et valg, hvis livet på denne klode skal overleve.

Status nu er, at regeringen har givet slip. I løbet af få år er vores CO2-udledninger steget til et sted mellem 600 millioner tons CO2 og 1 milliard ton CO2 og samtidig er vi en af de førende nationer til at fælde træer. For at skjule væksten i udledningerne, taler regeringen om 70% reduktion af de knap 67 millioner tons CO2 som vores udledninger var for 35 år siden. Den senere, voldsomme vækst tales der ikke om. Desuden taler regeringen ubekymret om, at det hele klares med Power-to-X, en teknologi der ikke er opfundet og alt skjules med ord som ”grøn vækst”, ”grøn omstilling”, ”afkobling” og lignende. Klimaødelæggerne beroliger os med den slags ord.

Kapitalismens ødelæggelser taler for sig selv: oversvømmelser, brande, tørke og sult hærger alle vegne og det nærmer sig også vores eget lille smørhul midt i Europa. Derfor skal både du og jeg forlange de svar fra vores politikere som sikrer, at der ER en fremtid, også for vores børn og børnebørn. Hvis de ikke kan det, må vi finde nogle ledere der kan.

Der er rigtig mange initiativer i gang med forsøg på omlægninger og DU kan deltage på din helt egen måde. Tiden med overforbrug, impulskøb og køb-og-smid væk er ovre. Imens vi venter på, at vores politikere tager lederskab og ansvar på sig, må vi lade vores penge blive i pungen. Det medvirker til at fremtvinge de livsnødvendige ændringer. Det er ikke længere smart at være smart. ”Kollektiv ansvarlighed” og at ”vi alle er en del af noget større” er vores nye, fælles værdier.«