Debat: Det værste er, at vores skattekroner går til ingenting

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Århus Forældreorganisation drømmer om et visionært budgetforlig

Politikerne i Aarhus er bekymrede. Børn og unges mistrivsel hører til blandt ’de vilde problemer’, men alligevel ser det ud som om sparediskursen fastholdes. Sker det – ja, så bliver ordene tomme floskler.

De varslede besparelser i Aarhus kan føres tilbage til økonomiaftalen indgået mellem Kommunernes Landsorganisation og staten. Aftalen ignorerer de stigende udgifter på specialområdet, og konsekvensen er, at almenområdet må holde for.

Når almenområdet underfinansieres, kan færre rummes og hjælpes rettidigt og overgår til det langt dyrere specialområde. Hvorfor tillader vores kommunalpolitikere den udvikling?

Budgetloftet er endnu en hindring, der forhindrer os i at bruge de penge, der faktisk er til rådighed i kommunen, ja, eller at vi kan ændre skatten, hvilket også er blevet foreslået.

Uanset om man støtter ideen eller ej, så er det problematisk, at budgetloftet er bundet op på et kollektivt straffesystem, som sætter det kommunale selvstyre ud af kraft. Og det værste er, at budgetloftet betyder, at vores skattekroner går til ingenting.

Endnu mere vanvittigt er det, at byrådet også selv har opfundet besparelser i form af ’fællesbidraget’, som på børneområdet år efter år rammer vores børn. At mistrivselskrisen ikke tages mere alvorligt end som så er ubegribeligt.

Vi var mange, der håbede, at ’Lov om minimumsnormeringer’ ville holde hånden under vores børn. Men loven er for vag, og den kommunale forvaltning heraf er kritisabel.

Hvis loven skulle have sikret vores børn den minimalt acceptable voksenkontakt, så skulle normeringerne gælde på institutionsniveau og ikke som et diffust kommunalt gennemsnitstal. Ressourcerne til særlige indsatser skulle naturligvis komme oveni.

Derudover skal der naturligvis også være råd til dygtig ledelse, tid til forældresamarbejde og refleksion, et validt tilsyn og en mangfoldighed af forskellige institutionstyper. Vores børn skal have adgang til natur- og kultur- og bevægelsestilbud.

Hvis man sparer på alt det, der ikke kan tælles med i minimumsnormeringer, ja, så står vi tilbage med et sølle og amputeret tilbud til vores børn.

Et andet problem, som i den grad kan accelerere mistrivsel, er, når byrådet lader besparelserne gå ud over SFOer og UngiAarhus.

De aarhusianske politikere ser TV2-dokumentar og følger med i nye undersøgelser, og de er bekymrede. Men de har mest fokus på ’skærm’. Det er i vores optik en ensidig og især gratis omgang.

Mobiler og sociale medier er et vilkår, som vi mener skal håndteres ved at skabe attraktive alternativer. De bedste alternativer er, som vi ser det, fællesskaber, men de kommer ikke af sig selv.

Børn og unge har mere end tidligere brug for hjælp fra dygtige, veluddannede voksne til at hjælpe dem ind i fællesskaberne. Det er, som om staten og kommunen helt har glemt, at dagtilbud, skoler og fritidstilbud i bund og grund fungerer forebyggende. At det er her, de fællesskaber, som vil kunne erstatte ensom tid bag skærmen, gror.

Fokus ligger på at overholde et udgiftsloft, som man selv har opfundet, en økonomiaftale, man selv har indgået, og at indbetale til et fællesbidrag, man selv har opfundet. Det er paradoksalt og ikke særligt visionært.