Min barndom har ikke gjort mig til den, jeg kan blive
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi måler vores liv på kærligheden, måske kender du det fra dig selv?
De nedslag af noget guddommeligt, jeg kalder det himmerigsmundfulde, som vi i glimt har oplevet i vores liv, er bestemmende for, hvordan vi ser på livet.
Jeg har oplevet en himmerigsmundfuld. Til en fodboldkamp for mange år siden var det som om himmel og jord pludselig mødtes. Jeg ”forsvandt” ind i noget stort. Dengang kunne jeg bedst beskrive det med, at altet trængte igennem – i dag tror jeg, jeg ville sige Gud.
Jeg skulle tage et frispark. Jeg mærkede ikke selve sparket, men det var mig, og faktum var, at bolden strøg op i trekanten – altså det mest perfekte sted i målet udenfor målmandens rækkevidde. Jeg ”vågnede” igen ved de andres jubel over min perfekte scoring, men jeg vidste, at det ikke var så mærkeligt.
Alle er vi mennesker, og vi kan vælge at se på andre mennesker som skabte, måske den mest afgørende indsigt i menneskehedens historie – også selvom der i det skabte, i det naturlige er alt muligt ondskab vævet ind i det.
Alt var jo perfekt – i fuldstændig balance. Sådanne oplevelser kan være definerende for mennesker i forhold til at give en ro og fred i ens liv og endda i ens død, for man ved, at man ikke skal dø rigtigt, for alvor, der er noget større.
Vi lægger ofte en psykologisk vinkel over vores tilværelse som en forklaringsmodel på, hvorfor vi er, som vi er. Vi kan dårligt læse en bog eller se en film uden, at der skal fortælles om skurkens dårlige barndom. Derfor er det virkelig skræmmende med film som ’Funny Games’ eller ’Speak No Evil’, hvor grusomheden og ondskaben ikke forklares med en dårlig barndom, en traumatisk fortid. Ondskaben er der bare. Mennesker kan være onde og gøre de værste ting. Den psykologiske forklaringsmodel er blot én måde at se på et menneske, og den er på ingen måde dækkende, for et menneske er et mysterium. Altid mere og aldrig fuldt bevidst om sine egne motiver, endsige holdninger, handlinger og slet ikke tanker og følelser.
I dette mysterium er der også det at sige, at mennesket er skabt af Gud. Alle er vi mennesker, og vi kan vælge at se på andre mennesker som skabte, måske den mest afgørende indsigt i menneskehedens historie – også selvom der i det skabte, i det naturlige er alt muligt ondskab vævet ind i det.
Gud kæmper i Jesus Kristus mod det naturlige – også ondskaben. Det naturlige er alles kamp mod alle, diktatur, nepotisme, racisme, korruption osv. Gud bryder i Jesus med alt dette og byder med sine ord, handlinger og sin lydighed det naturlige trods og frelser os til muligheden for et nyt liv.
Jesus er ligeglad med vores fortid, om vi har siddet skævt på potten, han ser os som mennesker, der kan få nyt liv, derfor har min barndom ikke gjort mig til den, jeg kan blive.