Da min mormor døde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da min mormor var ved at dø, skortede det ikke på omsorg og grådkvalte besøg fra nærmeste familie. Vi mandsopdækkede hende, så hun dårligt nok fik arbejdsro til det, hun nu skulle, nemlig at dø. Børnebørn, svigerbørn, oldebørn. Vi var der alle sammen. Bedre sent end aldrig.

Min mormor blev 97 år. Vi troede efterhånden, hun ville leve for evigt. Hun havde overlevet både krige, kræftsygdomme og corona. Men en dag holder også gamle hjerter op med at slå.

Da hun nogle år tidligere var blevet indlagt på hospitalet efter et alvorligt fald, var vi allerede dengang i færd med at planlægge hendes begravelse, for sådan noget skal man ikke tøve med. Sådan er det gerne i præstefamilier. Sene er vi ikke til at få styr på den slags. Min mormor lå i den hvide hospitalsseng og så da også lidt sløj ud.

Så vi spurgte hende, om hun da ikke ville tale med en hospitalspræst. Men hun kiggede bare op fra hospitalssengen, så på os med store, undrende øjne og sagde: ”Findes Gud også i det her system?”.

Min mormor var fra landet, født på den rigtige (ifølge andre forkerte) side af den å, som adskilte de missionske fra de grundtvigske. På den ene side tog man gerne Vorherre med på råd. Ikke et måltid, ikke en aftenbøn og ikke en fest uden Vorherres medvirken. På den anden side var man, skal vi sige, knap så hellige. Man passede sin kirkegang om søndagen, og så var dén sag ligesom klaret.

Der var jo også andet i livet, og hver ting til sin tid. Så da min mormor mange år senere altså blev tilbudt en samtale med hospitalspræsten, ja så var der vist tale om en lidt anmassende hjælp, nogle vil måske sige utidig. Hun havde slået sig. Hun var ikke døende. Og skulle der endelig være grund til at ulejlige ham deroppe, kunne man jo altid gå i kirke om søndagen.

”Findes Gud også i det her system?” For en teologisk betragtning er det et spørgsmål, som har at gøre med noget væsentligt i kristentroen: Gud er allestedsnærværende og som sådan uomgængelig. For en menneskelig betragtning er spørgsmålet afvæbnende, for der er måske ræson i en vis afstand, mennesket og Vorherre imellem. Det skulle jo nødigt blive for tæt.

Den teologiske betragtning kan vi godt lægge på hylden, for den gør ingen klumme, men den menneskelige betragtning er værd at beskæftige sig med. Og når det kommer til menneskelige betragtninger, er Bibelen et godt sted at begynde.

I 2. Mosebog kap. 33 fortælles det, at Moses vil se Gud ansigt til ansigt. Nu har han ført sit folk igennem den ene ørk efter den anden, så nu vil han have syn for sagn. Men Gud svarer ham: ”Du kan se mig fra ryggen”. Moses havde nok håbet på lidt mere. Men det er ikke alle, som får så store ting som Guds herlighed at se.

Afhængigt af på hvilken side af åen du befinder dig, kan det såmænd også være godt nok. Min mormor døde med lukkede øjne. Måske havde hun set det, hun ville, efter et langt og godt liv, men hun må også have hørt os, dengang vi flokkedes om hendes seng, for med salmer og fadervor at sige hende ret farvel.

Man siger, at hørelsen er det sidste, et menneske mister. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men troen kommer af det, man hører – på rette tid og sted.