Fortsæt til indhold

Lad os holde en fest med alle flygtninge og indvandrere i Favrskov

Debat
Bendt Lund NielsenNørregade 5A, st. th., 8450 Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 23. februar 2022 blev Ukraine overfaldet af Rusland, og mange flygtede til lande rundt om i Europa. Herunder Danmark. Og til vores dejlige Favrskov Kommune.

Flygtningene blev heldigvis godt modtaget og jeg håber, at det også gælder her i september 2023. Nogle år før blev der spyttet på flygtninge på en motorvej. Det må vi ikke glemme.

I Favrskov blev flygtninge modtaget både af Røde Kors, Red Barnet og mange privatpersoner. Og de glider nu ind i bybilledet i Hammel, Hadsten og det øvrige Favrskov. Vi mødes i Rema, Brugsen og diverse andre steder.

Røde Kors har holdt møder med vores venner fra Ukraine, arrangeret café, udflugter og andet. Og det samme med Red Barnet.

Som mange måske ikke ved, bor der også en del fra Rumænien og fra mange andre lande i kommunen. Hammel Bibliotek har holdt en pragtfuld dag fra vores venner fra Rumænien i Inside.

Mit spørgsmål er: Hvorfor ikke holde en multifest, hvor også flygtninge og indvandrere fra alle øvrige lande kan mødes med boder med mad, sang og musik og festligt tøj fra de forskellige lande og kulturel udveksling?

Altså også fra Afrika, Asien, Mellemøsten og så videre.

Alle os, der har mødt flygtninge fra Ukraine og tilflyttere fra Rumænien, har lært meget om disse lande og deres kultur i form af mad, sange, traditioner, levevis og så videre. Vi skal, som mennesker, huske, at livet er mangfoldigt, spændende og broget, og at vi altid kan lære nyt. Og så tilmed forstå vores eget samfund bedre. Det modsatte er at fremkomme med fordomme og en halvkvædet vise om ”at hjælpe vores egne først” og manglende viden om både vort eget samfund og de andre samfund, vi møder i Favrskov. Det gør livet mindre og skaber grobund for ondskab og fordomme.

Og tilmed synes jeg, som forhenværende friskolelærer, at mange børn svigtes ved at lære for lidt om den verden, der omgiver os:

Ergo mere undervisning i historie, samfund, naturfag og kultur. Heldigvis er mange unge videbegærlige og søger information hos venner og bekendte og på internettet. Og de ser mange film. De skal bare sortere denne viden. Og det er ikke helt let.

Vi skal som mennesker huske, at ”vores næste” er alle, som vi møder og kan hjælpe uanset farve, religion, politik. Selvfølgelig skal vi diskutere, men det skal være med åbenhed.

Ergo: ”Det levende ord” i højsædet og i en næstekærlig tone.