Kunstig intelligens: Er den min næste?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I løbet af sommeren er kunstig intelligens blevet diskuteret som aldrig før, og ét bestemt spørgsmål har fanget min interesse: Er kunstig intelligens min ’næste’?

Jeg stødte på spørgsmålet i en artikel, hvor forskere forklarede, at vi mennesker generelt behandler kunstig intelligens som om, den var vores næste. Vi møder den som en, der har menneskelige egenskaber og en, der har krav på omsorg og moralske hensyn.

Når vi står over for noget, der ligner mennesker, opstår der næstekærlige tilskyndelser i os. Så selvom robotterne ikke biologisk set er vores næste, behandler vi dem som sådan.

Når man spørger en chatbot, om den er min næste, svarer den både ja og nej! Den forklarer, at ’den er her for at støtte og hjælpe mig ved at besvare mine spørgsmål og interagere med mig på en måde, der efterligner en naturlig samtale, som jeg ville have med et menneske,’ men den gør det også klart, at den ’ikke er et menneske, men et computerprogram, der kun agerer i en virtuel relation.’

Så den er måske min ’virtuelle næste’? En der kan hjælpe mig med f.eks. at skrive denne klumme, mens jeg er aktiv på skærmen, men når jeg er offline og søger svar på livets mening, måske fordi jeg er blevet syg eller har mistet et menneske, jeg holder af, så er der ikke meget ’næste’ over robotten. Afgørende er også, at jeg ikke kan være noget for den. Den har ikke brug for mig, og hvem er min næste, hvis ikke der er brug for mig?

Det er ikke mange dage siden, at man kunne høre lignelsen om den barmhjertige samaritaner i kirkerne. Lignelsen er ofte brugt som et bud på, hvem min næste er, men til vort held er hovedpersonen i lignelsen en mand, som for et par tusinde år siden gik ud på livets omveje og ned i de dybeste grøfter for at nå os, når vi er slået til jorden af sorg og fortvivlelse. Og mon ikke også det er der, vi skal lede efter vores næste – på livets kringlede veje?

Der møder vi mennesker med ånd og krop, der er integreret i menneskelige erfaringer. Der møder vi længselsfulde mennesker, som har forestillinger, drømme og ambitioner om noget, der ligger ude i fremtiden, og som besidder en menneskelig dybde og en kritisk stillingtagen, som adskiller sig radikalt fra den kunstige intelligens.

Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og at det er et fantastisk værktøj, som kan hjælpe os på utallige måder. Den har potentiale til at hjælpe os med at bekæmpe sygdomme, finde løsninger på klimaudfordringerne og meget mere, men vi må blive ved med at spørge os selv, hvad vi også etisk set vil bruge den kunstige intelligens til, og hvor grænserne går for, hvad den skal kunne. At være min næste – ja, der går grænsen.”