At være bagud på forhånd – velkommen til hverdagen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Konsekvensen af vores arbejde:

Det var så den ferie – nu er vi tilbage og i gang, og der er fuld fart over stepperne.

Mailboksen er fyldt til bristepunktet med alverdens mails, som helst skulle have været svaret på i går.

Aula fyrer informationsbeskeder afsted med samme fart, som Andreas Mogensen skød til vejrs.

Notifikationer på telefonen minder en om, at den forventede mængde skridt, der anbefales for at være et sundt væsen, igen ikke er nået.

Invitationer til festivitas, familiekomsammen tikker ind og fylder langsomt, men sikkert kalenderen for resten af året.

Bukserne klemmer, og i bedste fald minder det en om, at det har været en god sommer; i værste fald, at man skal i gang med at motionere. Og så videre og så videre.

Det er hårdt at komme i gang igen efter sommerferien, og selv om det for mit eget vedkommende efterhånden er mange uger siden, at min sommerferie var brugt op, så kan jeg stadig blive ramt af en enorm træthed, som er forbundet med febrilsk at lede efter gearstangen, så jeg kan komme op i gear igen.

Beklager nyhedsværdien i dette er ikke stor, men det tåler en gentagelse.

Jeg læste for nyligt en artikel om netop dette med, at vi skal tage overgangene alvorligt.

Overgangen fra ferie til hverdag – eller fra hverdag til ferie.

Det kan være hårdt, det kan tage tid, og det er helt reelt.

På nettet kan man hurtigt finde gode tips, tricks og andre stress-reducerende fiduser til, hvordan man kommer helskinnet igennem overgangen.

Man kan nå at tænke mange tanker om at indlægge pauser i en travl dag, forsøge at skabe gode vaner omkring kost og motion, så man kan få mere velvære og energi, og man kan skrive et hav velmenende huskesedler, som skal minde en om, at ”ingen kan alt altid” eller at man skal ”huske at trække vejret”, og det er alt sammen rigtig godt.

Eller er det?

For måske man også kunne bruge øjeblikket, hvor man alligevel står mentalt foroverbøjet og snapper efter vejret, på at spørge sig selv om man i virkeligheden vil så højt op i gear igen?

Måske er svaret ja, og så er det jo bare at trykke pedalen i bund og give gas.

Måske er svaret nej, og så skal man selvsagt i gang med nogle seriøse overvejelser omkring, hvordan man så vil skrue tilværelsen sammen.

Også på den front kan der være hjælp at hente både på nettet og blandt mennesker med stor viden på området, fortrinsvis andre i samme situation.

Det til trods kan det let være svært at ændre specielt meget på det hele, hvis ikke man er klar til de mere drastiske skridt.

What to do?

Til dato har jeg ikke fundet de vise sten, som kan befri os fra den virkelighed, som gang på gang sniger sig ind på livet af langt de fleste af os.

Men som præst i den danske folkekirke kan jeg pege lygten hen mod et sted, hvor man både kan få et øjebliks fred og sågar lade op.

Kirkens rum, gudstjenesten er netop dét sted.

Vi kan slå vejen forbi mere eller mindre, som det passer ind i vores program.

Tænde et lys, sidde i stilhed, bede en bøn.

Vi kan møde op til en gudstjeneste, sætte telefonen på flymode og lukke verden ude for en stund, samle tankerne om bare at være lige der, lige nu.

Lade os løfte af det fællesskab, som ordløst indgås, når vi sidder der side om side med hver vores virkelighed.

Synge med på salmerne, høre Ordet, og måske endda få nye perspektiver, som vi kan tage med os ud i hverdagen igen.

Kirken er et helle, en lade-station midt i en travl hverdag, hvor vi alle suser fremad.

Det er et helligt sted, hvor fokus ikke er på, hvad vi kan og skal præstere, men hvor vi kan komme med alt, hvad vi bære på og bare være, et kort eller langt øjeblik.