Fortsæt til indhold

"Vores Parforhold" i Syddjurs skal rulles ud over hele Danmark

Debat
Mona JuulFolketingsmedlem, Det Konservative Folkeparti:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Familien er hjertet i vores samfund. Det er det vigtigste fællesskab, som vi har, og for børn er det rammen for en god og tryg opvækst. Derfor er det afgørende, at vi voksne har de bedste forudsætninger for at holde sammen på familien.

Mange familier er pressede, og næsten hvert tredje barn oplever i dag, at deres forældre går fra hinanden. Det er hårdt at opleve, at hjemmets trygge rammer brydes, og at hverdagen fra den ene dag til den anden ændrer sig markant.

Derfor ønsker vi at investere i familierne, så flere børn i fremtiden har både mor og far under samme tag. Det handler selvfølgelig ikke om at tvinge voksne mennesker til at blive sammen, men om at tilbyde par i krise den hjælp, de har brug for.

For vi ved, at der findes tiltag, der kan ruste ægtepar til at klare hverdagens udfordringer. At parterapi og en lang række andre forebyggende initiativer har en effekt. Her i Region Midtjylland har vi allerede gode erfaringer med at tilbyde hjælp, der kan forebygge skilsmisser.

Siden marts har ægtepar i Syddjurs Kommune kunnet deltage i forskningsprojektet ’Vores Parforhold’, hvor de gratis kan få råd og vejledning til, hvordan de tackler deres udfordringer. Det tilbud ønsker vi rullet ud i flere kommuner. For det skal ikke være dit postnummer, der afgør, om du kan få hjælp eller ej.

Derfor vil vi afsætte midler, som alle landets kommuner kan søge til at etablere initiativer, vi ved virker. For de positive erfaringer fra Syddjurs, skal man også nyde godt af i resten af landet.

Vi foreslår også at oprette en ny familiekommission, der tager højde for familielivet i 2023. Kommissionen skal blandt andet komme med anbefalinger til, hvordan vi sikrer familierne de bedste forudsætninger for at skabe balance mellem arbejds- og familieliv.

Desuden ønsker vi en mere fleksibel barsel, så familierne får bedre muligheder for at indrette den hverdag, der passer til dem.

For mig er det helt naturligt, at vi gør alt, hvad vi kan for at sikre kernefamilien de bedste forudsætninger for at trives og lykkes. Faktisk mener jeg ,vi gør alt for lidt for at styrke fundamentet og skabe bedre rammer for et sundere og mere balanceret familieliv.