At føle sig dum – og lidt udenfor

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er for nylig begyndt at gå til bogbinding mandag aften i Aarhus. Det er vist sådan en gammelmandsting, man kaster sig over, når børnene er flyttet hjemmefra. Det var skønt at møde op den første gang, fuld af forventning og spænding, men også ret angstprovokerende på en næsten glemt måde. For jeg er en mand på 56 år, der har haft knap 40 voksenår til at finde ud af, hvad jeg vil, hvem jeg er, og hvad jeg kan finde ud af. Og det bliver sjældnere og sjældnere, at jeg kaster mig over nye ting.

Når man så oven i løbet er sognepræst, ja så dyrker man jo ligefrem at ”gøre som man plejer”. Selv om man kan være glad for nye salmer og i det hele taget ikke føler sig skræmt over nye tanker, så er gudstjenesten jo for eksempel i høj grad en gentagelse af det samme, år efter år.

Men nu sad jeg der på skolebænken (helt bogstaveligt) og var fuldstændigt blank. Da vi begyndte, tænkte jeg, at vores underviser, Erik, vist ikke var den største pædagog, men allerede nu har jeg opdaget, at han er præcis dét. Erik går stille og roligt rundt og sætter os i gang, mens undertegnede normalt ville forvente en masse snak om planer, rammer, forløb og formål. Sådan plejer vi at rammesætte ethvert forløb: ”I dag skal vi det og det, og nu gør vi sådan, med det formål at …” På bogbinderkurset er der ikke én eneste sådan instruks. ”Nu gør du sådan,” siger Erik, og så gør man det efter bedste evne: Skærer en bog i stykker. Sætter den i en bogtrykke og saver lidt riller i den.

Erik fortalte mig, at jeg skulle lime lidt gazebind på noget fint, mørkerødt papir jeg havde fundet til for- og bagsats. ”Så limer du det fast med fire millimeter her …” Jeg må have været kortvarigt fraværende, da han sagde ”her”, for jeg var pludselig i tvivl om, hvor ”her” var, men jeg mente nu nok at kunne forstå, at det måtte fire millimeter ud over kanten. Men det var det så ikke …

Jeg sad som en håbefuld skoleelev og var ret stolt over det pålimede gazebind, da Erik kom forbi. ”Det er forkert,” sagde den alvidende underviser og rev min gaze af.

Den skulle jo kun limes på 4 mm. Det sagde jeg også …”. Jeg tror ikke, Erik var vred. Måske ikke en gang rigtig skuffet, for han har nok set lidt af hvert. Men jeg måtte gå den skamfulde gang ind i lokale 9 og hente noget nyt papir og så i gang med – helt overladt til mig selv – at skære to nye stykker papir ud i 22 x 41,5 cm. Denne gang spurgte jeg flere gange – dumt men uden at overlade noget til tilfældigheden – hvor det præcis var, der skulle være fire millimeter. Det endte med succes og stor tilfredshed, og næste mandag skal der sys og laves omslag og læderryg og …

På vej hjem i bilen gjorde jeg mig nogle tanker om learning by doing, men især glædede jeg mig til at komme hjem i sognet og trygheden og min vanlige komfort-zone. Og på søndag er der gudstjeneste, og der er jeg på hjemmebane. Dér er det mig, der er Erik og ved alt om, hvad der rigtigt og forkert.

Men ubehaget over at gøre noget ’forkert’ sidder stadig i kroppen, og det har endnu en gang mindet mig om, hvordan det er at være på udebane, og således også hvordan det kan være at sidde der i kirken som dåbsgæst eller konfirmandforælder. For dem, tænker jeg, kan en gudstjeneste være lige så fremmed og angstprovokerende som først gang på et bogbinderkursus. Det, der for mig og de vante kirkegængere er indforstået, indøvet og let forståeligt, kan for andre være sort snak. Det kan måske endda udløse panik, angst og svedeture.

Så man kan på mange måder bliver klogere af at være dum. Det synes jeg i hvert fald, at jeg er blevet. Både hvad angår bogbinding og gudstjenesten på søndag.