Hovedløse høns eller hjerteløse hoveder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På min bogreol står der adskillige bøger, som jeg ikke har læst. Det vidste jeg sådan godt, men det blev lidt for tydeligt, da jeg for nyligt ryddede op i bøgerne. Men lad nu det ligge - for det, der også blev tydeligt for mig, var, at der faktisk befandt sig ganske mange bøger på hylden, hvor ordet ”hjerte” indgik i titlen. F.eks.: Kathrine Lilleørs bog: ”Fra hjertet til hjerte.” Nævnes kan også Margareta Melins ”Tro godt om dit hjerte,” og Susanna Tamaros ”Følg dit hjerte” og sidst, men ikke mindst en kogebog udgivet af Hjerteforeningen tilbage i 1997 med titlen ”Et hjertens godt liv.”

Altså en skøn blanding bestående af en roman, en kogebog, en bog om åndelig søgen, og en bog, der sætter fokus på eksistentielle temaer hos H.C. Andersen. Jeg kunne med glæde konstatere, at nogle af dem havde jeg faktisk læst, og nogle af dem havde jeg i det mindste læst i.

Det med ”hjertet” fangede min opmærksomhed og satte tanker i gang.

Vi kender alle sammen udtrykket, ”at rende rundt som hovedløse høns.” Kan man forestille sig noget værre? Total forvirring. Ingen samling. Ingen mening. Men hvad nu, hvis der rent faktisk findes noget, der er værre? Hjerteløse hoveder? Det lyder faktisk som lidt af en gyser.

Alligevel har vi i vores kultur for længst ladet hovedet styre det meste. Mange sidder ved en computer meget af dagen, og skulle vi forstille os kroppen som en muskel, så ville vores hoved blive kæmpestort af al den træning.

Og generelt er vi vel også enige om at tankevirksomhed skråstreg sund fornuft – generelt alt det, der kan måles og vejes og dermed give sikker viden, det er værdige fundamenter for vores liv.

Det synes jeg i hvert fald. Ingen tvivl om det. Og skulle det så virkeligt gøre os til hjerteløse hoveder, kan man jo spørge?

Nej, det vil nok være at stramme den. Men man kan alligevel godt rejse spørgsmålet: Er der et balancepunkt, vi har mistet de sidste 100 – 200 år?

I takt med, at videnskaben og ikke mindst lægevidenskaben har udviklet sig mere og mere, og godt for det (!), så har vi i de sidste mange år nok haft en tendens til at forestille os hjertet udelukkende som et organ. Tidligere tænkte man dog også hjertet som hjemsted for samvittighed, moral, kærlighed, ja, måske ligefrem ånd.

I løbet af corona kom mange i kontakt med mere end det, der sker oppe i vores hoveder. Og hvis man endeligt skulle sige noget godt om corona-tiden, så er det måske det. På en eller anden måde blev verden så lukket, at vi nærmest kun var henvist til skærmen - medmindre vi var frontpersonale eller havde andre vigtige samfundsopretholdende funktioner.

Folk begyndte derfor i stor stil at bygge, bage, male, vandre og synge for blot at nævne nogle eksempler. Flere begyndte at bruge hele kroppen mere og fandt et velvære, måske endda en sjælefred ved det. En naturlig måske glemt balance mellem hoved og krop sneg sig ind.

Og nu har jeg åbenbart lige fået et fornyet øje for hjertet. Organet midt i kroppen, men netop også hjertet som mere end et organ.

Det hjælper helt konkret - når mit hoved en gang imellem bliver helt overophedet og føles så tungt som en alt for træt og overtrænet muskel - at trække vejret helt ned i lungerne, ind i brystkassen, ind i hjerterummet og derfra ud i alle afkroge af kroppen. Så tippes balancen og hovedet slipper for at være hjerteløst og kropsløst.

Og i mit hjerterum, der hvor jeg fik øje på hjertet, dukkede der pludselig et væld af talemåder op, hvori hjertet indgår, plus salmevers og plus bibelcitater, plus brudstykker fra litteraturens verden … Pludseligt var der hjerter alle vegne.

Tænk bare på følgende talemåder: ”At have hjertet på rette sted,” ”hånden på hjertet,” ”at have noget på hjertet,” for blot at nævne nogle talemåder.

Eller tænk blot på disse salmetitler: ”Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum,” eller ”Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt,” eller ”Hjerte løft din glædes vinge”

Eller tænk blot på disse citater fra Bibelen: Lukasevangeliet, kapitel 2: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.” Eller Matthæusevangeliet, kapitel 6: ”Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Eller Paulus´ brev til galaterne, kapitel 4: ”Gud har sendt sin søns ånd i vore hjerter.”

Og endeligt et citat fra Antoine de Saint-Exupérys berømte bog, Den lille prins: ”Kun med hjertet kan man se rigtigt.”

Hvis man først får øje på det, er der hjerter alle vegne.

Vi har måske nok inden for evangelisk luthersk kristendom gennem længere tid haft en vis en skepsis over for hjertet, hvis man med hjertet blot mener ”føleri,” og vi har som børn af moderniteten haft det ret godt med fornuften, men jeg tror egentlig roligt, at vi kan give hjertet en chance, dvs. mere bevidst (for vi gør det sikkert allerede ubevidst, heldigvis) gøre forsøget med en fornyet balance mellem hjerterum og hjernevirksomhed. Jeg tror, at det kan kaste en skat af sig i form af mindre stress, en større følelse af forbundethed med mennesker omkring os, og endeligt kan hjerterummet måske være et sted, hvor Guds stemme kan give et ekko i os på en ny og befriende måde.

Til trods for, at vi til tider både kan finde på at færdes som hovedløse høns og hjerteløse hoveder.