Budgetprocessen ligner den sædvanlige omgang
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Budget 2024-2027 i Favrskov Kommune og processen i forbindelse med budgettet ligner den sædvanlige omgang. Byrådet får præsenteret en række forslag til udvidelser og reduktioner, som de så kan bladre lidt i og vælge ud fra, indtil pengene passer. Det hele foregår i en nærmest hermetisk lukket proces, indtil der kommer hvid røg op af skorstenen og et (næsten) enigt byråd roser sig selv for proces og resultat.
Borgerinddragelsen er på et absolut minimum og i Liberal Alliance har vi også svært ved at se nogen nævneværdig dialog mellem byrådet og de store medarbejdergrupper, blandt andet lærere, pædagoger og sosu’er.
Resultatet aflæses blandt andet i Reduktionsforslag R-101, hvor man med grønthøstermetoden barberer 0,1 procent af alle budgetter og efterlader oprydningen til hver enkelt institution med ordlyden: ”Efter budgetvedtagelsen drøfter ledere og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads, hvordan effektiviseringen kan udmøntes.”
Høringsfasen kommer så til allersidst, hvor alt er klappet af, og i Liberal Alliance har vi svært ved at forestille os, at der kommer nævneværdige budgetændringer grundet indkomne høringssvar.
Liberal Alliance foreslår, at man gennemfører R-101 besparelsen på området ”Job og økonomi” i stedet. Ifølge kommunens egne tal beskæftiger området 250 ansatte, hvoraf de 140 er tilknyttet arbejdsmarkedsområdet. Et voldsomt antal ansatte, især set i lyset af at vi har en rekordlav ledighed.
Man kan eventuelt tilføje at ”efter budgetvedtagelsen drøfter ledere og medarbejdere i Job og Økonomi, hvordan effektiviseringen kan udmøntes.”