Jeg har en indrømmelse
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det var en mørk og stormfuld aften. Okay, det var faktisk bare en ganske almindelig tirsdag aften, men det andet lyder mere dramatisk. Jeg havde hele huset for mig selv, og mine følelser var en lige blanding af frihed og panik.
Nu tænker du måske: ”Hvad er der at være bange for? Du er jo voksen!” Men jeg mener altså til stadighed, at voksenlivet er fyldt med skræmmende ting - forskudsopgørelser, celleskrab og forsikringspolicer, for bare at nævne et par stykker.
Jeg besluttede mig for at sætte mig foran fjernsynet for at distrahere mig selv fra min irrationelle frygt, men hver en lille lyd fik mig til at hoppe op fra sofaen som en kat, der har set en støvsuger. Hver skygge på væggen blev til en potentielt farlig indbrudstyv.
Det værste er jo, at jeg ikke engang var alene hjemme. Min kæreste var ude af huset, men vores søn sov sødt i sengen. Men ikke desto mindre er de lyse nætter jo for alvor forbi og efterårsmørket har for alvor sat ind og træernes grene i lygtepælens lysskær blev meget livagtige.
Det eneste gode, der er at sige om en hvileløs aften og nat: Den får en ende. Det bliver morgen igen.
Jeg forsøgte mig ellers både med at spise husets søde sager, at høre lav jazzmusik samt at sætte ét af de dersens rejseprogrammer med Anne og Anders på fjernsynet, men intet virkede. Jeg besluttede mig for at tage et bad for at slappe af. Men bruseren blev pludselig til en scene fra en gyserfilm, da jeg hørte en susen bag mig. Det viste sig bare at være vandet, der løb, men mit hjerte havde allerede taget springet ud af brystet og var på vej mod Mexico.
Sådan gik min aften og nat og det gik over. For det var min trøst: Efter enhver langfredag venter en påskemorgen – eller i mit tilfælde bare en ny, onsdag morgen og det er det eneste gode, der er at sige om en hvileløs aften og nat: Den får en ende. Det bliver morgen igen.
Så ja, jeg indrømmer: Jeg er bange for at være alene hjemme om aftenen som voksen. Også selvom mit eget barn var hjemme også. Hvad skal en 2-årig hjælpe mig med, hvis lokummet (eller køkkenet for den sags skyld) pludselig brænder? I så fald håber jeg, at vores lille Emilio minder om drengen Kevin fra Alene hjemme-filmene, for jeg synes mest af alt, at en efterårsaften i et mørkt hus er lige så uhyggeligt som tanken om forskudsopgørelsen.