Fortsæt til indhold

Laver Christoffer Pedersen en 'Jakob Ellemann'?

Debat
Daniel Buttenschøn, politisk næstformand, Socialdemokratiet i Syddjurs:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Er Venstres Christoffer Pedersen ved at lave en Jakob Ellemann? Det kunne man måske godt foranlediges til at tro, når man i Adresseavisen kan læse, at Venstre i Syddjurs ønsker at bede byrådet om lov til at rokere rundt i byrådsgruppen.

I hvert fald ønsker Venstres gruppeformand ikke længere at stå i spidsen for kommunens sundheds- og ældreområde, må man forstå. Udfordringerne har da også været mange for SÆ-formanden, der har haft det politiske ansvar for et ældreområde præget af budgetoverskridelser, et voksende vikarforbrug samt problemer med den ledelsesmæssige og økonomiske styring.

Om Christoffer Pedersen er ved at lave en lokal ’Jakob Ellemann’, må borgerne selv bedømme, men sammenligningen er næsten for oplagt.

Nu forlader han formandsposten på kommunens største velfærdsområde til fordel for den politisk set ligegyldige titel som viceborgmester, der vel mest af alt er et såkaldt ’ben’ i den kommunale konstituering - om end et kødfuldt et af slagsen med et betydeligt årligt vederlag. (Som viceborgmester vil Christoffer Pedersen modtaget et næstformandsvederlag på 114.261 kr. Til sammenligning modtager han som udvalgsformand et vederlag på 285.653 kroner. Kilde Syddjurs.dk, red.).

I Adresseavisen har man i ugens løb kunnet læse Christoffer Pedersen udtale om Sundheds- og Ældreområdet, at »det er et område som virkelig står mit hjerte nært.« Ja tak – åbenbart kun indtil det virker mere opportunt at pakke sammen igen til fordel for en pyntepost som sommervikar i læ for det værste uvejr. Nu har han i stedet overladt SÆ-områdets udfordringer til den mere erfarne tidligere udvalgsformand Riber Hog, som naturligvis får nok at se til.

I artiklen i Adresseavisen kan man også læse Christoffer Pedersen understrege, at rokaden ikke sker som følge af hans nye civile job (og tillykke med det, for resten). Fair nok. Men så kom da ind i kampen Christoffer! Hvis du drømmer om at blive borgmester i vores kommune, så nytter det ikke at stikke halen mellem benene, når vinden blæser. Det er der ikke meget politisk lederskab over.

Venstres Jakob Ellemann blev kendt for at sige, at forsvarsministeriet var »et valg med hjertet«. Nu har han så forladt forsvarsministeriet og overladt problemerne til kollegaen Troels Lund Poulsen.

Om Christoffer Pedersen er ved at lave en lokal ’Jakob Ellemann’, må borgerne selv bedømme, men sammenligningen er næsten for oplagt. Venstre i Syddjurs ligner i hvert fald mere og mere en skygge af sig selv og dermed en skygge af Venstre på Christiansborg.«