Præsteklumme: Der er aldrig penge nok...

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så er det igen den tid af året.

Forhandlingerne er i gang – forhandlingerne om næste års budget blandt andet i Århus Kommune. Det er aldrig rigtig enkle forhandlinger, for der mangler altid noget. Nemlig penge til at gøre det, som man hver især synes er helt oplagt, burde gøres.

Flere varme hænder, flere mursten der kan rumme børn i børnehaver og skoler, flere cykelstier så den grønne omstilling kan speedes op, flere muligheder for at opleve kunst og kultur, flere muligheder for de erhvervsdrivende, sikkerhed for at skatten fastholdes og så videre og så videre.

Ønskerne er mange, midlerne nogle færre. Og det er i grunden sjovt, hvorfor der altid mangler midler, når vi samtidig igen og igen hører om, hvor godt økonomien har det. Særligt de regeringsbærende partier – uanset hvem det måtte være i øjeblikket – har travlt med at fortælle, hvordan det går rigtig godt nu i modsætning til dengang, hvor de andre havde magten. Og alligevel synes vi, der mangler noget. Der mangler flere midler, flere penge til at gøre det oplagte.

Grundlæggende er jeg ikke sikker på, at løsningen, som nogen foreslår, ligger i, at forhandlingen mellem kommuner og stat om fordelingen af midler skal i gang igen, og der skal flere penge ud til kommunerne.

Måske er det en del af løsningen og måske det kan gøre en forskel, men grundlæggende tror jeg, at der altid vil være en oplevelse af, at der mangler penge, og der mangler noget. Vi vil gerne mere. Vi mener, at der burde gøres mere for dem og dem. Det er da helt oplagt, at netop den og den gruppe, skal tilgodeses.

Og der ER mange, der burde gøres mere for. Det er der ingen tvivl om, og man kan hurtigt finde nogle, der behandles på måder, der er uværdige for et velfærdssamfund.

Men det tror jeg altid man har kunnet, og løsningen er desværre nok aldrig så simpel, at det udelukkende handler om flere penge. For dem er der som sagt aldrig nok af.

Derfor må vi også erkende, at det ikke blot handler om økonomisk politik, som vores politikere er sat i verden til at forholde sig til og beslutte sig om på baggrund af det mandat, vi har givet dem. Men det handler også i høj grad om menneskesyn, og det er ikke noget, vi blot kan give mandat til andre om at stå for.

Her må vi alle sammen tage fat og se på, hvordan vi ser verden og dem, der er en del af samme verden. Hvordan ser vi på vores næste? I kristendommen lyder budskabet, at vi skal elske vores næste som os selv. Det kan jo lyde vældig flyvsk, men ikke desto mindre et budskab, vi meget let kan gøre både konkret og virksomt.

For det handler om, at vi ved at have blik for mennesker omkring os, skal bidrage til at gøre verden et lidt bedre sted. Det handler om, at vi ikke blot med penge kan købe os til at bedre samfund, men at vi derimod i vores måder at være på, vores omtanke for hinanden, vores blik for den, der har brug for vores hjælp, kan være med til at gøre en forskel.

Det er ikke kun systemet, der burde gøre noget mere for dem, der føler sig uden for i verden. Det er ikke kun nedbringelsen af ventelister, der kan bidrage til helbredelse, men også den verden, vi befinder os i. Og hvis det er en verden, hvor vi har blik for hinanden, blik for, hvordan vi kan gøre vores næstes liv en lille smule bedre, så er vi kommet langt.

Også i en tid, hvor der aldrig er penge nok, for det er aldrig blot økonomisk fordelingspolitik, der styrer verden hverken lokalt eller globalt – selv i en tid, hvor budgetforhandlingerne er i fuld gang.