Har Gud tabt sin blyant?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Har Gud tabt sin blyant nu” – sådan spørger en lille pige sin lærerinde, en ung nonne. Det sker i filmen ”Skyggen i mit øje”, som foregår under 2. verdenskrig. Filmer handler om det, der sker, da de allierede bomber Shell huset i København, hvor Gestapo har deres hovedkvarter. Ved et tragisk uheld bliver også den franske skole, hvor hundredvis af børn og nonner opholder sig, ramt af bomberne.

At Gud har tabt sin blyant, er et udtryk, som nonnen har brugt i et forsøg på at forklare børnene, hvorfor vi kan opleve det som om, Gud har forladt verden. Er han blevet ligeglad med den verden, han selv har skabt? Ser han ikke alt det grusomme, der sker? Har han vent os ryggen?

I fem år har krigen varet, og både nonnen og børnene har krigens ødelæggelser og lidelser alt for tæt på. Da er det, at nonnen en dag prøver at forklare al verdens grusomhed og lidelse med hjælp af en blyant. For, forklarer hun, mens hun holder en blyant i sin hånd, når vi taber blyanten, så må vi et øjeblik bøje os ned og dermed se væk fra verden for at kunne samle blyanten op igen. Sådan må det også være for Gud – i et øjeblik ser han væk fra verden for at samle sin blyant op. Men det, der for Gud er et enkelt lille øjeblik, det er for os som år.

Både nonnen og børnene kæmper med de spørgsmål, som mange af os andre også må kæmpe med: Hvor er Gud henne i alt det lidelsesfulde? Hvordan kan Gud være god - være verdens skaber og vores far, når han kan synes så fraværende? Når det er som om, han ikke hjælper med at sætte en stopper for alt det, der lægger livet i ruiner?

Også for mange af os andre presser de spørgsmål sig på. Vi åbner for nyhederne, og alt det meningsløse og ødelæggende strømmer os i møde, eller vi oplever det måske endda på vores egen krop.

En ukrainsk kvinde, som er flygtet til Danmark, fortæller et sted om at skulle forlade sit fædreland og om den sidste nat i sit hjem. Om angsten for det, der venter, om fjendtlige soldater, beskydninger og missiler, der kommer tættere og tættere på. Og så fortæller hun om, hvordan hun kommer igennem den sidste nat i sit hjem – at hun natten igennem klamrer hænderne om det kors, hun har om halsen.

Vores kristne tradition vil give os mod til at gøre som den ukrainske kvinde – til at vende os mod Kristus, når tingene er uforståelige eller synes at gå i opløsning omkring os. For det er gennem mennesket Jesus, vi kan nærme os en forståelse for, hvem Gud er.

Vores bibel er fuld af sådanne fortællinger om mennesker, der rækker ud efter Kristus. Som fortællingen om Simon Peter, der griber fat i Jesus, da han er trådt ud på søens bølgende brus og frygter, at dybet vil opsluge ham. Eller som kvinden, der frygter for de andres hårde domme og hårde stenkast og søger tilflugt bag Jesu beskyttende arm og ord. Eller som enken fra Nain, der støtter sig til Jesu arm, da hun sønderknust står ved sin søns båre og oplever, at Jesus midt i hendes sorg og fortvivlelse kommer hende i møde. Det er det gådefulde, men livgivende kristne budskab: At når vi ikke kan finde vej til Gud, da kommer han os i møde i mennesket Jesus.

Vi når aldrig til bunds i at forstå eller klarlægge Guds væsen eller lidelsens problem. Men måske kan vi som en ukrainsk kvinde finde mod og trøst ved at høre budskabet om Kristus, der kommer til os og med sit liv og med sin opstandelse viser os, hvem Gud er.