»Hvad skal verden med sådan en som mig,« spørger præsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er ordene i en sang, som Andreas Odbjerg skrev i 2022, og sangen bærer samme titel: ”Hvad skal verden med sådan en som mig”.

Jeg holder meget af den sang, fordi den udtrykker en grundlæggende tvivl, som vi mennesker kan have livet igennem, en tvivl som af og til dukker op: ”Hvad skal verden med sådan en som mig.” Sangen spørger ikke efter alder; det er derimod den grundlæggende tvivl, som kan ramme enhver fase i menneskelivet, om du er 16 år og i begyndelsen af dit ungdoms- og uddannelsesliv eller om du 30, 40, 50, 60 eller 70 år og mere etableret eller ældre endnu, sidder på plejehjem og endnu engang kan sige: ”Hvad skal verden med sådan en som mig.” Selv har jeg nået en alder, hvor børnene er blevet store, og jeg skal finde en ny horisont i min tilværelse, hvor børn ikke fylder det meste og kan tænke: ”Hvad skal verden med sådan en som mig.”

Imidlertid er der ingen tvivl om, at der netop nu er større fortvivlelse blandt vores børn og unge, som Andreas Odbjerg nok rammer noget mere end alle os andre med sine ord: ”Hvad skal verden med sådan en som mig.” Én ud af fem børn og unge viser i dag et eller flere tegn på mistrivsel. Trivsel defineres som evnen til at udnytte sine ressourcer og handlekraft samt mod til at gribe ind i sit liv og forandre ting. Trivsel er evnen til at ændre sit liv til det bedre ved at udnytte sin læring, personlig udvikling og kompetencer, men der er noget, der i dag forhindrer denne proces i at udfolde sig, og hvad er det?

Der er mange bud på årsagerne til denne mistrivsel. Det kan være samfundsudviklingen med den meget høje acceleration, de mange krav i skolen, de sociale medier, eller måske er børn og unge blevet bedre til at tale om det, således at det er blevet mere synligt.

Der er ingen tvivl om, at vi er blevet bedre til at tale om psykisk mistrivsel. I mine unge dage skulle man klare det selv, og sådan er det heldigvis ikke mere. Men der er ingen tvivl om, at der under åbenheden ligger en farlig udvikling imod at have skabt en generation med psykisk mistrivsel, som skal tages alvorligt. Der er helt sikkert flere forårsagende faktorer, men i mine øjne er der én underliggende faktor, som i den grad styrer den måde, vi ser og forstår mennesker på i dag, og som styrer vores liv fra vugge til grav, og det er den økonomiske.

Hvor meget koster et menneske det offentlige igennem et menneskeliv, og hvor meget kan et samfund ’tjene’ på et menneske igennem dets arbejdsliv. Alting gøres op i penge og regneark, og aldrig spørger vi til værdigheden og livskvaliteten. Allerede i børnehavealderen skal børn lære. Mange børn vil meget gerne lære, mens andre ikke er interesserede, de vil bare lege. I skolen skal de testes for at finde ud af, om de lærer det, de skal. Det er ikke mere brugt blot at kigge på barnet for at vurdere, hvad det kan.

Kravene til de unge fortsætter op i ungdomsuddannelserne og ind i voksenlivet. Det er vigtigt, at de kan yde en indsats for samfundet, og hvis de kommer til at falde udenfor af den ene eller anden grund, havner de i et umenneskeligt system på kanten af samfundet og med en indtægt, de ikke kan eksistere for. Der skal de sørge for ikke at komme hen.

Børn og unge skal blive dygtige samfundsborgere, der ikke er samfundet til last men derimod er en økonomisk kapital. Der skal være grønne tal i dit livs exel regneark, den dag du skal herfra. Sådan måler vi et godt menneskeliv. Denne måde at anskue verden på sammenlagt med de mange nye krav til vores hjerner gennem den teknologiske udvikling gør, at vejen til mistrivsel for mange er grundlagt, og kun de stærkeste formår at gå udenom.

Men hvad kan vi gøre ved det, når de unge og vi andre spørger: ”Hvad skal verden med sådan en som mig?”

Ja, det er svært at vende samfundet, men vi må give den for fuld udblæsning om alt det, der kan definere et menneskeliv udover økonomi og regneark. Det har vi alle en forpligtelse til: En forpligtelse til at give børn og unge et fundament, der handler om alt andet end økonomisk værdi eller mangel på sammen, en værdi som er defineret af noget helt andet. Andreas Odbjerg synger nemlig også: ”Jeg var et mirakel fra den dag, jeg blev født.” Det skal vi fortælle dem, at vi alle er et mirakel.