Debat: Vred og skuffet over Djurslands repræsentant
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Onsdag 27. september var jeg i Viborg, for der var regionsrådsmøde i Region Midtjylland.
Første punkt på dagsordenen var budgetforliget, hvor lægebilerne i Grenaa, Silkeborg, Ringkøbing og Lemvig skulle fjernes. Efter en cirka to timer lang debat, var der afstemning, og det blev vedtaget med et stort flertal. Kun fem stemte imod.
Jeg håber virkelig, at vores repræsentant i regionsrådet har forstået hvor alvorligt det her er, og at hun vil kæmpe for Djursland fremover
Jeg er vred og skuffet, især fordi, at Djurslands repræsentant var med til at vedtage budgetforliget. Jeg mener, at en repræsentant for et område skal kæmpe for sit område. Jeg synes, at hun slet ikke har kæmpet for bevarelsen af lægebilen og åbningstiderne på akutklinikken i Grenaa, på trods af, at hun sagde, i sin valgvideo om sundhed: ”De eksisterende tilbud i sundhedshus og akutklinik skal fastholdes og videreudvikles.” Det strider jo fuldstændigt imod det her.
Regionsrådsformand Anders Kühnau har sagt, at der er ingen grund til bekymring, for vi har nu to lægehelikoptere i regionen, som fremover skal flyve endnu mere. En helikopter er også god, og den kan flyve patienter hurtigt til behandling. Jeg har dog meget svært ved at forestille mig, at den kan lande i tættere bebyggede områder, hvor der bor mennesker. Jeg har også meget svært ved at forestille mig, at den kan flyve i dårligt vejr. Og så ved jeg, at helikopterne har base i Skive, og det tager 35 minutter at flyve til Grenaa. Hvis der er et hjertestop i Grenaa, og den skal flyve fra Skive, eller længere væk, så kan den jo uden tvivl ikke nå frem i tide. Og når man fjerner 4 ud af 10 lægebiler, så tror jeg på, at de to helikoptere får ret travlt. Kan de følge med? Det har jeg meget svært ved at forestille mig.
En lægebil er mere fleksibel, hvis der skulle være opstået alvorlig sygdom inde på en smal villavej, uanset hvor det er henne i regionen. Og lægebilen, som har base i Grenaa, kører rundt på hele Djursland. I princippet kører den hele vejen til Rigshospitalet i København, hvis det er nødvendigt.
Det her kommer til at koste menneskeliv. Jeg er så forarget. Alle mennesker skal have nøjagtigt de samme muligheder og rettigheder. Uanset hvem du er, og hvor du bor, så tæller hvert eneste menneske. Alene i kraft af, at du er et menneske.
Jeg håber virkelig, at vores repræsentant i regionsrådet har forstået hvor alvorligt det her er, og at hun vil kæmpe for Djursland fremover. Hvis man som politiker kan fornemme, at regionen vil gå efter ens område, så synes jeg at man skal forberede sig på at kæmpe, i god tid, og så tage fat i dem der skal have det at vide. Til gengæld vil jeg gerne rose borgerne i min by, Grenaa. Vi har et fantastisk sammenhold i Grenaa, og det er vi alle med til at bevare. Vi kæmper for hinanden. Kæmpe respekt. Vi skal give hinanden et klap på skulderen og være stolte af os selv. Kære Anders Kühnau, og politikere i Region Midtjylland: I kan ikke slå os ihjel!