Fortsæt til indhold

Døden må aldrig blive pligt: »Nej til aktiv dødshjælp. Absolut nej.«

Om danskerne skal have lov til at få lov til at ende livet med professionel hjælp har Etisk Råd lige taget stilling til. Det blev et nej. Lone Hindø går nu imod sin egen formand Mette Frederiksen og priser rådet.

Debat
Lone Hindø (S) præst og magistratmedlem i Aarhus Byråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er glad for Etisk Råds beslutning.

Personligt siger jeg: Nej til aktiv dødshjælp. Absolut nej.

Det gjorde mig ondt at høre om statsministerens støtte til aktiv dødshjælp allerede i talen på Folkemødet.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg igennem alle årene har været imod aktiv dødshjælp, og min modstand er ikke blevet mindre, efter at jeg blev præst. Jeg frygter, at gamle mennesker, som oplever, at de er både syge og til besvær, kan føle, at det bliver en pligt for dem til selv at stoppe livet.

Undersøgelser viser, at langt de fleste mennesker ønsker at leve så længe som muligt. Også selv om ens livsmuligheder ændrer sig radikalt. Mine erfaringer som præst underbygger dette.

Mange – måske specielt yngre mennesker – lovpriser muligheden for den frihed, det er, at man kan vælge selv. Man kan træffe sit eget valg, har jeg hørt dem sige. Jeg frygter tværtimod, at det enkelte, måske svært syge menneske, kan opleve friheden til at træffe sit eget valg som en forpligtelse. Og jeg både frygter og tror, at det hos nogle vil føles som et stort pres.