Lækkede borgeres personlige oplysninger: »Det er dybt beklageligt«
En menneskelig fejl har resulteret i, at kommunen har lækket en masse borgeres data.
»Én gang er én for meget.«
Sådan lyder meldingen fra Cecilie Mortensen, der er kontorchef i magistratafdelingens stab for digitalisering, efter at magistraten har udsendt 350 borgeres personlige oplysninger til andre personer. Det oplyser magistraten i en pressemeddelelse.
En række borgere har modtaget en liste af de berørte borgeres navne, cpr-numre, adresser, og at de i marts har fået oprettet en sag i Socialforvaltningen.
»Det er dybt beklageligt, at vi ved en menneskelig fejl har sendt personoplysninger om borgere til andre borgere. Det undskylder vi for. Både overfor de borgere, der har fået lækket deres persondata, og de borgere, der har modtaget dem. Vi vil indtrængende opfordre til, at man omgående sletter de oplysninger, man har fået i hænde uretmæssigt,« siger kontorchefen.
Hun understreger, at magistraten behandler flere borgeres personoplysninger dagligt, og at aarhusianerne kan være trygge ved den måde, det hele foregår.
Fejlen betyder, at afdelingen indfører en analyse af, hvordan fejlen kan undgås i fremtiden, samt at gøre arbejdsgangen med digitalisering mindre sårbar for menneskelige fejl.
Borgerne, hvis data er blevet lækket, modtager en undskyldning og en forklaring på, hvordan det kunne ske. De personer, der har modtaget oplysningerne bliver instrueret i, hvordan de skal slette dokumenterne. I otte tilfælde er listerne med personoplysninger blevet sendt med fysisk post. Her vil kommunen opsøge, indhente og destruere dokumenterne selv.
Datalækket vil blive indberettet til Datatilsynet efter gældende regler.