Forventer præsten at se sine konfirmander i kirken efter den store dag?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

At tage turen hen i kirken for at deltage i gudstjenester er en vigtig del af forberedelserne til den store dag. Men hvad med bagefter? Burde de nyslåede konfirmander ikke fortsætte den aktive deltagelse til det, de har sagt ja til? Det spørgsmål stiller jeg, Tine Obel og mor til to tidligere konfirmander, præsten Peter Sporleder i denne uges klumme.

Jeg er mor til tre. De er alle døbt, men om de vil konfirmeres er op til dem selv at bestemme. Jeg har en klar holdning til, at hvis man beslutter sig for at lade sig konfirmere, betyder det, at man deltager i konfirmationsforberedelserne, kommer til det antal gudstjenester, som er aftalt med præsten samt er aktiv med i planlægningen af selve dagen derhjemme. Det er ikke min fest. Det er konfirmandens dag.

Mine to drenge er begge konfirmeret i Holme Kirke. Den ældste i august 2021 og den mellemste i maj 2022 af Peter Sporleder. Lillesøster venter lidt endnu. Valget om at blive konfirmeret var helt deres, og de tog trofast til forberedelserne og de kom, måske lidt mod min forventning, op og afsted til gudstjeneste det antal gange, det var blevet beordret af præsten, der skulle konfirmere dem. Det synes jeg, er ret imponerende. Der hang dog også en formaning over hovedet på dem - ikke fra mig, men fra præsten: Kommer I ikke, konfirmerer jeg heller ikke. De kom, det blev venligt noteret, og de blev begge konfirmeret.

Siden har de ikke sat deres store teenagefødder i kirken. Og er det egentlig ok, for burde de ikke komme i kirken efterfølgende?

Nej, var det hurtige svar fra Sporleder, men som derefter forklarede mig:

“For mig handler konfirmationen om meget mere end at hive de unge mennesker i kirke. Det handler om at så frø og vise vejen “til senere brug”, fortælle at kirken er stedet, man finder hen, når der er behov og lade vide, at kirkens dør altid er åben. Jeg skal med konfirmationsforberedelsen lave en mental brødkrummesti i hjernen på flokken af trettenårige, som kun kan huske fra næse til mund, og hvor det vigtigste i verden er vennerne, og hvordan man undgår og undviger de pænt pinlige forældre.

“Så du har ingen forventning om at se dem i kirken efter den store dag?”

”Nej, slet ikke. At tro på Gud handler ikke om at gå i kirke hver søndag. Det handler om at vide, at du kan finde hjælp, støtte og omsorg i den kristne tro, i en kirke og hos præsten. Vi er der, når livet skal fejres til dåben, konfirmationen og brylluppet, men måske endnu vigtigere, vi er der, når livet gør ondt. Jeg vil være lige dele stolt og glad, hvis mine konfirmander finder vejen til kirken, når de har brug for det. Det vil vise mig, at jeg har gjort en forskel, og at det frø, jeg såede, har slået rødder. Det giver meget mere mening i min optik end at skulle kigge på trætte teenagere, der af pligt sidder bænket på rad og rækker efter konfirmationen.”

“Men hvorfor skal de så i kirke før konfirmationen, når de ikke skal efter? Hvorfor ikke nøjes med undervisningen i sognegården?”

“Fordi de skal introduceres og oplyses. Jeg skal så frøet! Der drejer sig både om dannelse og om at gøre nysgerrig. Jeg vil have, at mine konfirmander tager et oplyst valg om, hvorfor de vil konfirmeres. Det kræver, at de kommer i kirken. Det tillader jeg mig at kræve af dem. Ellers kunne de lige så godt lade være. De skal vide, hvad de siger ja til, ellers er det jo bare en konfirmation uden substans - bare en fest eller nonfirmation i pæne rammer. Det vil jeg ikke lægge hus til.”