Forældregrupperne vender tilbage
Engang hed de mødregrupper, så blev de afskaffet i Skanderborg Kommune, og nu er de så tilbage med nyt navn.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Skulle jeg få borgernes tillid og blive valgt ind i byrådet, vil jeg arbejde for at få den traditionelle mødregruppe tilbage.« Sådan skrev jeg i denne avis under valgkampen før kommunalvalget i 2021.
Jeg fik borgernes tillid og blev valgt ind i byrådet! Det er jeg stadig helt på månen og utrolig taknemmelig over. Og med det vedtagede budget fra 2024 kan jeg give igen: mødre-/forældregrupperne vender nemlig tilbage allerede næste år.
Men hvorfor er det så vigtigt, spørger du? Jo, forældregruppen er et fantastisk sted at snakke med andre kvinder om alt det, der summer rundt i hovedet på de nybagte forældre.
I forældregrupper har du som nybagt mor fornøjelsen af at snakke med andre mødre, som har oplevelser, der ligner dem, du selv har. De andre mødre kender ikke din fortid, din familie og faren til dit barn. De ved ikke, hvor hip og cool du var, inden du blev mor, og egentlig er de også ligeglade.
Til gengæld bakser kvinderne i din forældregruppe også med manglende søvn, ømme bryster, og hvad livet som småbørnsfamilie ellers har at byde på. Man giver hinanden gode råd, udveksler erfaringer, historier, brok og alt andet man “bøvler” med i hverdagen og vigtigst - man støtter hinanden.
Et andet særdeles vigtigt aspekt ved mødregrupper er, at man lærer flere forældre at kende i nærområdet. Dette giver et kæmpe rygstød til det lokale sammenhold og kultur. Netop fordi Skanderborg Kommune har mange tilflyttere, som ikke har et lokalt netværk, er det vigtigt at tilflyttere bliver en del af det lokale sammenhold.
I Det Konservative Folkeparti mener vi, at genindførelsen af forældregrupperne generelt er med til at styrke familierne og sikre børnene en god start på livet. Og det er vigtigt, for familien er kernen i samfundet. Derfor skal vi skabe gode og frie rammer for alle familier, for når familierne har det godt, har samfundet det godt.
Så kunne man måske indvende: Jamen, kan forældrene da ikke bare etablere sig en gruppe ved hjælp af Facebook? Til det må vi sige, at vi fra konservativt hold ikke mener, man kan overlade den slags til kommercielle algoritmer og techgiganter med tvivlsom tilgang til vores data.
Overlader man gruppedannelsen til de sociale medier kunne man endvidere forestille sig, at det ville være nemmere for folk i by end på land at etablere grupper, samtidig med at mindre ressourcestærke familier med større behov for støtte og sparring kunne risikere ikke kommer med i en gruppe.
Med de genindførte forældregrupper støtter vi op om alle nyfødte børn og nybagte forældre i Skanderborg Kommune. Det mener jeg og mine konservative byrådskollegaer er en rigtig god investering i alle vores børn og børnefamilier. Tak til alle partier, der er med i budgetforliget, og især Mira Issa Bloch fra Alternativet for også at bære forældregrupper-fanen højt.