Metroevangeliet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Efter at have vandret rundt i Berlin hele dagen, krøb vi våde, kolde og trætte tæt sammen på sædet i metroen, min mand, datter og jeg. Udsigten gennem ruden var den grå cementtunnel, mens den indenfor var noget mere farverig.

Velklædte forretningsfolk på vej hjem efter en lang dag, en gruppe højlydte unge mænd på vej i byen, forældre med små børn, ældre mennesker med fyldte indkøbsposer. Nogen alene, andre sammen. Nogen snakkende, nogen med høretelefoner i ørerne så larmen blev lukket ude, nogen halvsovende og nogen med øjnene klistret til mobiltelefonens skærm.

Luften var fyldt med dufte i en skønsom blanding af dyre parfumer, mad og tis. Når toget med jævne mellemrum stoppede, forsvandt nogle mennesker og dufte ud af toget og nye trådte ind. En af dem, der stod på ved denne station, var en ældre mand med en kop i hånden. Ikke en kop fyldt med varm kaffe, men med et par kolde mønter klirrende på bunden. Hans tøj var hullet og beskidt og han så forfrossen og forhutlet ud.

Da toget igen satte i gang, begyndte han også at bevæge sig ned gennem vognen. Med blikket stift rettet mod gulvet og koppen rakt frem. Tydeligt beklemt ved at skulle tigge om småpenge fra fremmede mennesker. Trods våde sko, havde jeg mit på det tørre.

Ikke hverken rig eller velhavende, men heller ikke det modsatte. Alligevel var jeg også beklemt ved situationen, og det ikke kun fordi jeg ikke havde nogen kontanter på mig. Vores datter boede i Berlin på det tidspunkt og vi besøgte hende jævnligt.

Det gjorde ondt i hjertet hver gang jeg så et menneske, for hvem gaden var deres hjem. Men jo flere jeg så, jo bedre blev jeg til at iføre mig en form for imaginært skjold, så det ikke gik lige i hjertekulen hver gang. ”Jeg kan jo ikke hjælpe dem alle”, sagde jeg gang på gang sige til mig selv.

Det er måske meget menneskeligt at tænke sådan, men det var alligevel ikke rart at rette blikket samme vej som manden - ned mod gulvet - og lade som om jeg ikke så ham, da han passerede forbi med sin kop rakt frem mod mig.

Jeg åndede lettet op, da han var forbi. Om end med en dårlig smag i munden over mig selv. Jeg sad i mine egne tanker, da jeg lidt efter igen blev opmærksom på manden. Han var nået hen til de unge mænd, der var på vej i byen. Glade, larmende og med dåseøl i hænder og poser. Da de smed nogle mønter i hans kop, blev jeg lettet. Så var der da nogen, der hjalp ham. Men ikke nok med det. De bød ham også en øl, som han tog imod, og da han ville gå videre, bød de ham også en plads på bænken.

Først undslog den hjemløse sig, men så slog han sig ned mellem dem. De unge mænd snakkede videre. Med hinanden og med ham. Som var han en af dem. Det nedadrettede blik, den sammensunkne krop, de luvende skuldre, det ydmyge menneske forsvandt for en stund, som han sad der og snakkede og blev snakket til. Smilede og blev smilet til. Grinede og blev grinet sammen med. Han ikke bare så ti år yngre ud, han var rent faktisk mindst ti år yngre, end jeg havde gættet på, da han trådte ind i toget.

Hvor jeg og mange andre havde overset og ignoreret ham, havde disse unge mænd set ham. Ikke bare som en hjemløs men som et menneske og deres invitation i fællesskabet havde fået ham til at blomstre. Måske blot for en stund, indtil deres veje igen skulle skilles ved en metrostation, men det var langt mere, end vi andre havde gjort. Så ja, jeg var skamfuld over mig selv og over at jeg ikke et sekund overvejede, at jeg havde andet og mere at give dette menneske, end bare penge. For selvom den ikke kan veksles til en kop kaffe, er menneskeværd også en livsnødvendig valuta. At sådan en flok unge mænd havde blik for det, fyldte mig med både håb for fremtiden og taknemmelighed over, at jeg fik lov til at bevidne essensen af det kristne evangelium udfolde sig mellem mennesker, lige der for øjnene af mig.