Fortsæt til indhold

Ældreplejen er dybt kritisabel - nærmer sig omsorgssvigt

Else Thaarup kritiserer forholdene i ældreplejen og foreslår, at politikerne kommer ud i den virkelige verden. Hendes mor er 99 år og bor på Søhusparken i Ebeltoft.

Debat
Else Thaarup, Skansen, 8400 Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vågn op, Syddjurs kommune!!

Jeg er kommet i Søhusparken i Ebeltoft hver dag de seneste 7 år, og jeg har set, hvordan forholdene er forværret over årene.

Omsorgssvigt er et hårdt ord, men jeg mener, det nærmer sig. Omsorgssvigt overfor beboerne og omsorgssvigt overfor personalet, som i øvrigt gør alt, hvad de kan, for at få en hverdag til at hænge sammen.

For 3 år siden afskedigede man 12-15 medarbejdere med forskellige funktioner, som dog alle gjorde en positiv forskel for de ældre beboere.

Ingen af dem var overflødige, men pengene skulle jo passe, så besparelserne ramte der, hvor man kunne forvente færrest protester, nemlig hos de gamle.

Det er jo mennesker, vi taler om og det er ikke værdigt, at man ikke kan komme på toilet, når man skal.

Igen i januar 2023 ramte sparekniven ældrecenteret. Farvel til ca. 15 medarbejdere, heriblandt køkkenpersonale, sosupersonale, sygeplejepersonale og begge ergoterapeuter, som var de eneste på det område.

Det har bevirket, at det tilbageblevne personale er bagud på tid, allerede fra dagens start.

Efter fyringsrunden i januar er der blevet ansat ufaglært arbejdskraft i nogle få stillinger, og hvorfor så det, når man lige har ladet uddannede medarbejdere gå? Ubegribeligt – eller er det, fordi de er billigere arbejdskraft?

Som pårørende gør det mig ondt at se, hvordan det påvirker de ældres hverdag.

Stakkels medarbejdere! Ingen kan arbejde for to, det er da logik for perlehøns.

Et urimeligt pres i hverdagen åbner for et nedslidt og sygdomsramt personale.

Der bruges flittigt vikarer/afløsere, som i virkeligheden giver et større pres, da der kontinuerligt skal oplæres nye, og da det ikke er uddannet arbejdskraft, skal der bruges meget tid på noget og nogen, som aldrig kommer helt ind i arbejdsrytmen, og som aldrig lærer beboerne ordentligt at kende.

Jeg skrev omsorgssvigt – jeg vil gerne give et eksempel.

Min mor har faste toilettider, da hun ikke selv kan gøre opmærksom på, når hun skal på toilet. Det kan man ikke have, når der er vikarer/afløsere på, og det gør, at hun ikke kan holde sig og må have skiftet tøj mindst fire gange dagligt.

Det tøj, som er snavset, skal vaskes på vaskeriet, og derfor skal hun have rigtig meget tøj, for at hun kan få rent tøj på efter uheld. Det er jo mennesker, vi taler om og det er ikke værdigt, at man ikke kan komme på toilet, når man skal.

Min mor er 99 år og har været en loyal og god samfundsborger i mange, mange år, så det gør mig rigtig ked af at se den tilbagegang, der sker gang på gang, for hende og andre ældre plejehjemsbeboere. Jeg synes, det er dybt kritisabelt, hvordan Syddjurs kommune prioriterer ældreplejen.

Jeg vil foreslå, at politikerne kommer ud i den virkelige verden og taler med personale, beboere og pårørende for at se konsekvensen af deres beslutninger.

Hilsen en frustreret pårørende fra Ebeltoft.