Bestyrelsesformand for Hospice: »Vi skal være glade for, at budgettet ikke skæres«

Overskridelser af budgettet på både voksen- og børnehospice i Rønde betyder nu en reduktion af normeringen. Det har fået en samlet gruppe af sygeplejersker fra begge hospicer til at sende et bekymringsbrev til regionsrådsformand Anders Kühnau, hvor de argumenterer for, at nedskæringen vil gå hårdt ud over det sygeplejefaglige arbejde. De frygter for både patientsikkerhed og arbejdsmiljø, og de er stærkt bekymrede for, at den faglige kvalitet og udvikling kompromitteres i en grad, der gør, at husene ikke kan leve op til kravet om en specialiseret indsats.

»Vi har forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på de alvorlige problemer, der er ved den her model, men de lytter ikke. De siger til os, at al forandring er svær, og at det nok skal gå, men det er at tale ned til os. Det her handler ikke om vores evne til at tilpasse os, det handler om en udhulning af højt specialiserede faglighed,« udtaler Mette Gammelgaard, sygeplejerske gennem 30 år og medunderskriver af brevet.

For at få budgetterne til at balancere har ledelse og bestyrelse for begge hospicer besluttet blandt andet at fjerne en ud af to nattevagter på Strandbakkehuset (børnehospice). Ved behov for mere hjælp, skal personalet på Strandbakkehuset tilkalde mandskab fra Hospice Djursland, voksenafdelingen.

Det svarer til at sætte en murer til at lave tømrerarbejde, forklarer Mette Gammelgaard, som er ansat på afdelingen for voksne.

»Det kan man jo ikke, og det samme gør sig gældende her. Der er stor forskel på behandling af børn og voksne, og især når det er så specialiseret som her. Vi har fået et tilbud om at lære hjerte-lungeredning af børn via et program på computeren, og 45 minutters undervisning i behandling af børn med kramper. Det er simpelthen ikke godt nok, og det kommer til at gå udover både arbejdsmiljø og vores patienter.«

Mellem to negle

Leder af Hospice i Rønde, Elin Høymark ønsker ikke at udtale sig til pressen om sagen, da hun foretrækker at have dialogen direkte med sine medarbejdere. Det vil bestyrelsesformand siden 2017 Jørgen Keinicke til gengæld gerne.

Han forklarer, at baggrunden for at forstå de beslutninger, der nu er truffet, skal findes i den økonomiske ramme, der udstikkes af Region Midt.

»Vi er underlagt en driftsoverenskomst med regionen. Det kan vi være enige i eller ej, og selvfølgelig ville vi gerne have flere penge. Men samtidig er vi meget bevidste om, at vi har en region, der økonomisk er i bekneb, så vi skal være glade for at vi ikke bliver skåret i budgettet.«

I Danmark findes to børnehospicer. Et i Østdanmark og et i vest, nemlig i Rønde.

»Vi blev udvalgt af regionen til at bygge et børnehospice. De bad om et udkast til et budget, og det kunne jo kun blive et kvalificeret bud. Regionen vedtager et budget for Strandbakkehuset, men allerede første år viser det sig, at det ikke kommer til at holde. Det har vi forhandlet om lige siden, men vi har ikke fået noget ud af det.«

Det seneste år har, som for alle andre, været ekstra hårdt for hospicet på grund af stigende priser. Derfor kommer beslutningerne netop nu.

»Man kan godt sige, at vi i bestyrelsen sidder som lus mellem to negle, men vi er nødt til at påtage os rollen og træffe de svære beslutninger, for budgettet er et grundvilkår.«

Kørt over

Tankerne med, at personalet skal arbejde på tværs af de to huse er ikke ny, forklarer Jørgen Keinicke.

»Vi vil forfølge den synergi, der er ved at have to hospicer ved siden af hinanden. Det har vi allerede gjort i lang tid med andet tværfagligt personale.«

Brevet fra sygeplejerskerne til regionsrådsformanden gør dog indtryk på bestyrelsesformanden.

»Jeg anerkender, at brevet er medarbejdernes virkelighed, og det gør stort indtryk på mig. Jeg og hele bestyrelsen er åben over for det, de siger, og hvis det, vi foreslår, ikke er godt nok, så må vi se på det.«

»Vi er godt klar over at det er en forandringsproces, og der er vi nødt til at tage vare på personalet. Det gør vi, vi lytter til dem og vi har inddraget dem i processen.«

Helt den oplevelse har Mette Gammelgaard ikke. Hun kan ikke forstå, at løsningen skal gå ud over den direkte patientpleje. Hun mener ikke, at ledelsen og bestyrelsen har tænkt kreativt nok eller i tilstrækkelig grad lyttet til medarbejderne.

»De bad os om at komme med nogle forslag. Vi lavede et stort stykke arbejde, men ingen af dem er taget med. Vi har forsøgt at råbe op med protester funderet i faglighed, men de ’framer’ det, som om vi har svært ved at omstille os - de tager ikke vores faglige indvendinger alvorligt. Jeg har været sygeplejerske i 30 år, og jeg har aldrig følt mig så kørt over, som jeg gør nu.«

Hun mener i bund og grund, at det væsentligste spørgsmål, man kan stille i denne sammenhæng er, hvorfor regionen vil have et børnehospice, hvis de ikke vil betale for det.

»Der skal sættes fokus på, at der ikke er midler til at drive børnehospicet, for det er derfor, at vi står i den her situation.«

Strandbakkehuset har en belægningsprocent på 40. Det er ikke nok til at få det til at køre rundt, men det vidste regionen på forhånd, fortæller Mette Gammelgaard.

»Det kan ikke komme bag på dem, for det er det samme på hospicet i Østdanmark. Derfor bliver politikerne nødt til at overveje, om man vil have en institution i vest, der lever op til WHO’s og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og om man er villig til at betale. Hvis man er, så bliver man nødt til at have en plan, så vi kan levere en kvalificeret pleje.«