Danskerne vil have aktiv dødshælp - men hvad siger præsterne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om aktiv dødshjælp bølger stadig frem og tilbage, siden statsminister Mette Frederiksen lancerede tanken tilbage på Folkemødet i juni. Og efterfølgende har regeringstoppen nedsat et udvalg, ovenikøbet med en præst som formand, der skal reflektere over udsagnet ”en mere værdig død”.

Det kan synes som en vindersag for regeringen, da en rundspørge ifølge Megafon viser, at hele 76 procent har svaret positivt på »at uhelbredeligt syge skal kunne modtage aktiv dødshjælp i Danmark«.

Men samtidig er Det Etiske Råd efter mange overvejelser og diskussioner med et flertal på 16 ud af 17 af rådets medlemmer kommet frem til den konklusion, at »der er for meget på spil ift. vores grundlæggende menneskesyn til at aktiv dødshjælp bør indføres i Danmark«. Og meget sigende er Lægeforeningen, der netop skal foretage den aflivende handling, også imod aktiv dødshjælp.

Og mens de fleste danskere går ind for aktiv dødshjælp, forholder det sig fuldstændigt modsat med os præster i Folkekirken. Her viser målinger, at 9 ud af 10 præster er modstandere.

Når vi præster over en bred kam er modstandere af aktiv dødshjælp, så skyldes det nok flere forhold. Vi er vant til at besøge døende, sidde ved sygesengen, holde en hånd og synge en salme. De døende, som vi møder, taler ikke om en værdig død.

De taler derimod om at blive rummet i deres afmagt over at skulle dø. Så ”en mere værdig død” handler måske mere om, at vi som medmennesker skal have modet til at være til stede sammen med den, der lider, for at give værdighed i en besværlig situation. »Værdighed er noget, vi giver til hinanden,« som en af mine kolleger har udtalt.

»Alle mennesker bliver til besvær på et tidspunkt, især når vi bliver syge eller mister førligheden, og vi skal insistere på retten til at være til besvær,« som Svend Brinkmann for nyligt udtalte i en artikel. Og endelig, så møder vi præster ikke nogen med en ”håbløs og ubærlig lidelse”, men derimod er lægerne i dag utroligt dygtige til at smertedække. Det kaldes palliativ smertelindring eller passiv dødshjælp.

Ingen af os ønsker unødig lidelse, og vi ønsker heller ikke at være til besvær, og derfor frygter et flertal af vi præster nok også at en indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark vil forskubbe opfattelsen af, hvad et værdigt menneskeliv er?

Det kan få enorme konsekvenser og blive en glidebane, hvor vi ender med et helt nyt syn på samfundets syge og døende, de handicappede, lamme, demente og psykisk syge. For ender de så med at føle sig til besvær for deres nærmeste?

Erfaringer og tal fra Holland og Belgien viser blandt andet, at argumenterne for at ønske dødshjælp ikke kun er begrundet i et smerteligt og fysisk svagt liv. En tredjedel af de lidelser og dermed årsager, der opregnes, er helt andre forhold som for eksempel autisme, ensomhed, depression eller en traumatisk barndom.

I Danmark har vi heldigvis et godt sundhedsvæsen og en etableret hospicekultur. Men der er brug for endnu flere hospice-pladser, og der er brug for at højne kvaliteten af den passive dødshjælp. Der er brug for at få talt om døden med den døende. Der er brug for at få taget hånd om det hele menneske. Ikke kun det fysiske, men også det åndelige.

Det gør menneskelivet værd at leve, det er aktiv livshjælp, det kan sikre os alle ”en mere værdig død”.