Bed for hinanden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi nærmer os månedsdagen for det angreb, der udløste den aktuelle konflikt, som Israel og Palæstina står midt i. I skrivende stund kan ingen spå om fremtiden, men uden at være ekspert, kan jeg som de fleste andre se, at den på nuværende tidspunkt ikke ser lys ud.
Jeg ved godt, at jeg nærmer mig et område, der er sprængfarligt, når jeg forsøger at sætte ord på noget, der berører denne konflikt. For den er yderst betændt og det skyldes en blanding af dens lange historiske kontekst, geopolitik og religion. For selvom Israel og Palæstina – og særligt Gaza, brænder, så viser et historisk tilbageblik, at det langt fra er første gang. Denne konflikt går langt, langt tilbage, hvilket er med til at gøre den endnu mere betændt.
Men når jeg så alligevel begiver mig herud, så vil jeg gerne understrege, at det ikke er et udtryk for en politisk holdning eller et udtryk for sympati for én side. Det er udelukkende et udtryk for et ønske om fred og en indgydelse af håb. For jeg mener absolut, at de mennesker, der er ofre for konflikten – på den ene og den anden side – fortjener, at vi ikke er bange, men tør at vise vores medfølelse. Smerten for krigens ofre er altid værd at fokusere på.
Jeg har ligesom så mange andre læst mange artikler og hørt mange podcasts om konflikten de seneste uger og jeg har bidt mærke i, at konflikten igen og igen bliver omtalt som en ’gordisk knude’ og ’uløselig’. Jeg forstår godt, hvorfor man bruger de begreber, for konflikten er et produkt af en historisk konflikt, der virker uløselig.
For hvis dem, der befinder sig midt i den ’gordiske knude’ eller ’den uløselige konflikt’ ikke har et håb, har de ingenting. Derfor mener jeg, at det er vores pligt som medmennesker at insistere på det håb.
Når vi står overfor så politisk betændt en konflikt, som ingen tør udtale sig om, så vil jeg alligevel insistere på, at vi tør tale om et håb. For hvis dem, der befinder sig midt i den ’gordiske knude’ eller ’den uløselige konflikt’ ikke har et håb, har de ingenting. Derfor mener jeg, at det er vores pligt som medmennesker at insistere på det håb. Jeg mener, at der er brug for, at vi beder for fred.
I kirken i Hinnerup holder vi en fredsgudstjeneste tirsdag 7. november. Det bliver en gudstjeneste, hvor vi vil vise vores medfølelse for alle de mennesker, der er ofre for konflikten. Vi vil bede for dem og bede for fred – og samtidig være med til at bære håbet frem.
Lad os sammen bede for fred:
Kære Gud,
Du, som er livet og lyset.
Tak for det håb, du har lagt vores hjerter.
Giv os styrke til at bære det med ud i verden.
For verden har lige nu brug for håb.
Særligt, det land, som du ønskede skulle være et fredens land for alle.
Vi tænker på og beder for dem, der er midt i mørket.
Det gælder alle mennesker – på tværs er religion og på tværs af grænser.
Vær hos alle, der har brug for dit lys.
Vi beder for fred.
Vi beder for børnene og de gamle. For mødre og sønner. Fædre og døtre.
Vi beder for dem, der har mistet og dem, der er sårede.
Vi beder for alle, der frygter for i morgen.
Herre, læg din barmhjertighed ind i hjerterne på dem, der har fået magt.
Kald samvittigheden frem hos dem
og lad dem bruge deres magt med vision og visdom fra dig,
og i kærlighed til mennesker.
Gud, lad dit håb holde os fast.
Lad det knytte os sammen,
og give os troen på
at kærligheden alligevel er størst af alt.
Amen.