Fortsæt til indhold

Chef for nationalparken svarer: »Nej, byrådet er ikke blevet vildledt«

To grundejere har her i avisen i et læserbrev argumenteret for, at byrådet er blevet vildledt i sagen om et nyt kunstigt rev ved den tidligere nato-mole ved Lyngsbæk Strand. Ideen er Nationalparkens, og i dette svar afviser chef Birgitte Lamp påstanden

Debat
Birgitte Sidenius Bjerg LampChef, Nationalpark Mols Bjerge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der kan være forskellige holdninger i forskellige situationer, og vi står i Nationalpark Mols Bjerge gerne ved vores. Der er dog meget, meget langt til at vildlede, og jeg må på det skarpeste tage afstand fra sådanne beskyldninger.

Der er i disse år med rette et stadigt stigende fokus på de kystnære havområders miljøtilstand. Behovet for genopretning af de marine miljøer og formidling af havnaturen har aldrig været større.

Desværre er det også tilfældet, hvis vi kigger på vores egne kystnære havområder.

Her hos os er der også brug for øjeblikkelig førstehjælp. Derfor har nationalparkens bestyrelse et stort ønske om, at udvikling og formidling af nationalparkens kystområder og kystkultur bliver et centralt indsatsområde i den kommende Nationalparkplan 2024-2030, der netop nu er under udarbejdelse med henblik på vedtagelse inden årets udgang.

Nationalparken har igennem længere tid ønsket at etablere revstrukturer til gavn for den marine natur. Derfor har vi indledt et vigtigt samarbejde med Syddjurs Kommune om undersøgelse af muligheden for etablering af et kystnært superrev.

Superrev består af kunstige revstrukturer, der er optimeret i forhold til at understøtte livet i vandet. Det er med andre ord i den grad førstehjælp til vores betrængte kystvande.

Superrev er udviklet af den internationalt anerkendte kunstnergruppe SuperFlex i samarbejde med Verdensnaturfonden, forskere fra DTU, Teknologisk Institut og flere tyske universiteter.

Nationalparken ønsker i forbindelse med et kommende superrev at etablere et undersøisk formidlingsrum, hvor vi alle – borgere, gæster, skoleelever og studerende – som det eneste sted i Danmark kan komme tørskoet ned under havoverfladen og opleve havets biologiske mangfoldighed helt tæt på.

Det vil være en unik attraktion, der sammen med et superrev vil tiltrække både national og international opmærksomhed.

Vi har i nationalparken gennem længere tid haft en meget positiv dialog omkring disse tanker med de to grundejerforeninger Femmøller og Østervang. Vi søger sammen med grundejerforeningerne at løse logistiske udfordringer med parkering og toiletforhold – som også var udfordringer, da den gamle mole lå der – ved at indtænke pumpehusgrunden i projektet.

Grundejerforeningerne har bidraget særdeles aktivt og konstruktivt i processen, og vi sætter stor pris på det samarbejde. Dette er såvel byråd som forvaltning i Syddjurs Kommune naturligvis løbende blevet orienteret om. Det er derfor ikke korrekt, at Nationalpark Mols Bjerge har vildledt nogen, og vi stiller os meget gerne til rådighed for yderligere dialog.