Præsteklumme: »Jeg tror på noget større end mig selv«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På en naturgrund nær vejskilte, der slet ikke udtales, sådan som de staves, findes en helt særlig plet mellem fjord og hav. Der sker noget med mig, når vi kører af de lige veje, og landskabet åbner sig mere og mere, som vi bevæger os 157 kilometer stik mod vest. Der står ”Drivhus” på døren til huset af røde mursten med stråtækket tag. Det virker ved første øjekast lidt mærkeligt, for drivhuse er almindeligvis noget helt andet – men alligevel er der noget, der gror i mig, hver gang vi kommer her.

På den fælles stikvej, som fører til vores sommerhus, er der en lavning, hvor vejen til tider forsvinder i en kæmpe vandpyt. Når vi kommer dertil, kan vi se sommerhuset, men lige inden hører jeg mig selv sige: Hvordan tror I, at det går med pytten? Der bliver straks leveret flere vurderinger fra bagsædet: Pytten er stor i dag – ja den er meget større end den plejer. Andre gange er pytten helt væk eller ikke mere end et tørt hul i vejen.

Jeg øver mig i at holde af det store hul lige der på vejen. Er pytten fuld, så er det vådt, og vi pakker os godt ind. Det er groet i mig over længere tid, men jeg holder af dette lille ritual. Jeg holder af, at vi ser, hvordan det er med vandpytten og så bare forholder os til det. Efter vi har passeret pytten, så falder alles øjne på stråtaget. Har måren igen lavet hul i stråtaget, så ringer vi efter tækkemanden. Han skal jo også leve af noget, og vi har affundet os med, at vi efterhånden kender tækkemanden så godt, at han husker vores adresse. Måren kommer forbi et par gange om året, og jævnligt er der en kæmpe vandpyt, som sluger grusvejen. Jeg øver mig i at sige pyt i erkendelse af, at hverken vandpytten, måren eller resten af verden er ude på at genere mig.

En god ven kom på besøg fra hovedstadens stenbro, og han fik nær kaffen galt i halsen, da jeg foreslog en gåtur i regnvejr. Med lidt for meget mor-stemme fik jeg sagt noget om, at der er godhed også i regnvejr: Kom nu med, det er godt for dig! Min gode ven kiggede betænkeligt ud på den grå himmel og den tætte regn. Med en 7-årigs frække charme spurgte min datter, om han var bange for at blive våd. Inden nogen nåede at sige mere, sagde jeg: Alle skal med på gåtur i novemberregn, for det er ren skaberværksterapi.

Jeg ved ikke, om det er et ord, jeg selv har opfundet – skaberværksterapi – men for mig beskriver det oplevelsen, naturen kan give mig af samhørighed og skønhed. Det kan for eksempel være når jeg mærker, ser og dufter naturen og overvældes af, at skaberværket og livet er større, end jeg kan begribe.

Med glimt i øjet, kærligt drilleri og varm kakao i vente blev alle lokket med på regnvejrsgåtur. Det var skønt! Pytten var fyldt, og det må den gerne være. Store og små samledes om at lave store plask i vandpytten. Iført lånt regnfrakke og lidt for store gummistøvler siger min ven: Jeg vil kalde mig selv spirituel, og jeg tror på noget, der er større end mig, men jeg ved ikke helt, om det her virker på mig. Han ligner en der fryser, tænker jeg og registrerer, at han må være helt almindelig højde og vægt. Så jeg spørger ham: Hvor stort er det, der er større end dig? Han svarer ikke, men griner og giver sig så hen til børnenes leg. Det ender med, at alle bliver drivvåde, og jeg griner ved mig selv og tænker: Jeg tror på noget andet og større end mig selv. Jeg tror på en skabende Gud, som møder os og virker gennem os ikke bare engang, men nu og i al fremtid. Derfor vil jeg denne vinter bede for, at vores hjerter må blive vandet med mildhed, så vi kan række hinanden fred.