Vi leger med frygten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som jeg sidder på mit dunkle stearinlysoplyste arbejdsværelse med spindelvæv i stort set alle kroge og skriver denne klumme er det allehelgensaften eller som det i anno 2023 kaldes og fejres som: Halloween. Og sådan er det virkelig.

Halloweenfejringen har især blandt de helt unge simpelthen fået en helt central plads i årshjulet og hjertekulen. Nu har jeg ikke været ude og lave officielle meningsmålinger på fænomenet, men min personlige erfaring, som person med forholdsvis stor berøring med skole- og børnehavebørn, fortæller mig, at halloween er en af de højtider som børnene glæder sig allermest til og bruger mest tid og energi på.

Planlægningsdelen oplever jeg skattes højt, den uhyggelige udklædning tænkes grundigt og kreativt igennem og udføres med stor detaljegrad, så den på en gang er uhyggelig og humoristisk, oppyntningen ligeså og ruten for sliktiggeriet overvejes strategisk i forhold til hvilke områder, der mon giver det bedste afkast af giftigt, farvestrålende slik. Hele forløbet er meget læringsmæssigt stimulerende i og med, at det både aktiverer det kreative og logistiske og på samme tid opøver selvstændighed og udfordrer børn til at træde ud fra det trygge og nærme sig noget, de til daglig er bange for.

Som voksen tilskuer til fænomenet, kan jeg godt komme til at lægge armene lidt over kors og stramme munden lidt til. Jeg har siden fænomenet for alvor krydsede Atlanten og buldrede ind på højtidsscenen i Danmark været ret forvirret over, hvordan jeg skulle positionere mig i forhold til det. En stærk kraft i mig har hevet mig over i mod simpelthen at være lyseslukker. Der er noget ved den grove kommercialisme, der på et helt grundlæggende plan er pisseirriterende.

Allerede i september fyldes Føtex og andre supermarkedskæder med grimt plastiktingeltangel med kort levetid og letantændelige heksekostumer og efter et par uger begynder synet af et græskar egentlig at hænge mig ud af halsen. Der er også noget med den kulturimperialisme som USA igennem populærkultur formår at hjernevaske unge mennesker kloden over med, der går mig på. Hvorfor skal alle mennesker på jorden absolut altid gøre det samme som amerikanerne, når vi nu selv har gode og spændende traditioner og kulturer i vores egne lande vi bør værne om og værdsætte. Ingen ønsker vel en strømlinet verden, hvor alt er ens alle steder i verden?

Ja, og så er der jo selve fænomenet at fejre det onde, som personligt er ret svært for mig. Jeg kan have svært ved småbørn, der er klædt ud som massemordere, fordi der absolut ikke er noget som helst sjovt ved mord. Er det virkelig noget vi skal lære at grine af, fra vi er små? Så ja, lyseslukkerrollen har været meget nærliggende for mig at gå ind i.

Det har jeg så alligevel ikke gjort. Det skyldes måske svaghed, men måske skyldes det også, at halloweenfejringen simpelthen kan noget. Børnene har intuitivt taget legen med det, de til daglig er bange for til sig. Der er noget med at træde ind i noget, vi normalt holder på afstand, som jeg tror er sundt. Det skaber et rum for en katarsis.

Vi leger med frygten, men ser den også i øjnene. Vi skubber vores grænser, vi eksperimenterer. Børnenes leg med det farlige er i vores tid måske blevet begrænset meget og at de på den måde har kastet sig grådigt over halloween afslører måske et behov hos børnene for at konfrontere livets skyggesider, at finde ud af, hvad mørket i verden er. Måske giver halloweens leg med mørket børnene en mulighed for at opdage noget, de ikke ville have et rum for uden.