Når de andre ikke bare gør som jeg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var en sød og underholdende mand, som min ægtefælle og jeg sad til bords med for nylig til en rund fødselsdag. Han arbejdede åbenbart som ingeniør i et firma, der gjorde sig i klimavenlige tiltag. Vores bordherre fortalte med et smil om sin frustration over, at det kan knibe med at få folk til at vælge at købe de mindst klimabelastende produkter og i det hele taget at vælge at tage nok hensyn til miljøet. »Når nu vi ved, hvad der er bedst at gøre«. Min mand, der er sociolog, bragte sin faglighed ind i samtalen og ytrede sig noget om, hvor svært det er at ændre kultur og vaner. Dertil sagde bordherren, at hans egen hustru, der var humanist af uddannelse, også prøvede at få ham til at forstå, at det er lidt mere nuanceret end som så at få folk til at makke ret.

Senere, da vi sad med desserten, udbrød samme bordherre til sin nabo, der også sad ved bordet: »Åh ja, det har jeg helt glemt at fortælle dig - nu har vi fået købt billetterne til Malaysia i juleferien.«

Min mand og jeg tabte kæben, men var selvfølgelig høflige nok til ikke at gå i rette med vores ivrige klimaforkæmpende nye ven. Vi har kun foretaget et passende begrænset antal flyrejser til, at vi godt kunne moralisere lidt her. Det lod vi nu være med; vi skulle jo ikke ødelægge hans glæde med udsigten til familiens juleferie på den anden side af jorden.

Der er ikke noget i vejen med gode intentioner, og det kan så tage sig anderledes ud for de andre, hvad mit valg i konfrontationen med virkeligheden, får mig til at gøre. Det er svært at være god, som Benny Andersen skriver. Men han øver sig, og det går egentlig bedst, når han bare er sig selv.

Den islandske forfatter, Frída Ísberg, forestiller sig i sin nye roman, ”Mærket”, at Reykjavík i en nær fremtid har udviklet et optimeret samfund, hvor man for at få adgang til de fleste velfærdsgoder, de rigtige skoler, at tage et boliglån mv., skal bestå en empatitest. Der tilbydes så psykologhjælp og ressourceforløb til de mennesker, der dumper. Idealet er et kontrolleret, trygt og renset samfund. Én af mærkningens ypperste fortalere, Olafur, diskuterer med sin skeptiske far, at det egentlig bare er et spørgsmål om tillid. Som man altså bedre kan have til hinanden, hvis mærkningspligten bliver vedtaget som obligatorisk ved den kommende folkeafstemning. Når han påstår, at tillid er det samme som den vished, man kan have til, at en bro holder, modsiges han af sin far, der siger, at betydningen af tillid ændres, når det drejer sig om mennesker: Vi er som reb med forskellig styrke. Han ser de desperate mennesker, der på kanten af samfundet kæmper for deres ret til ikke at lade sig mærke.

Når den gode idé medfører kontrol med et folks handlinger og i sidste ende tanker, opstår det totalitære samfund. Forfatteren Dostojevskij advarer imod den dehumanisering, der følger af de argumenter og overbevisninger, der i en såkaldt højere idés tjeneste er parat til at ofre enkeltindivider for en samfundsmæssig nytte. Dostojevskij ophørte med at være aktiv i de revolutionære kredse, da han så, hvad der skete, når de undertrykte fik styrtet magthaverne af tronen for selv at sætte sig på den, uden en Gud, der kunne fastholde dem på nogle etiske retningslinjer. Da blev mennesket jo selv Gud, og det kan i sandhed få uhyggelige konsekvenser.

Ved synet af de mange steder, man vasker sin bil i carporten og hælder sæbevand, måske med olierester, ned i kloakken til regnvand, bliver jeg lidt trist, men jeg siger ingenting og håber på, at min næste også vil være nådig mod mig, når jeg …åh, det kan jeg ikke lige komme i tanke om, men det virker som om, jeg har fået noget i øjet. Måske er det en bjælke ligefrem.