Vi tænder lys og rykker sammen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Siden 1. oktober har jeg været så heldig at være vikar i Ulstrupbro, Vester Velling og Sønder Vinge, og da jeg bor i Aarhus har det medført mange køreture gennem et fantastisk landskab, der mere og mere har iklædt sig efterårets farver. Jeg har bogstavelig talt oplevet Grundtvigs eventyrlige efterårssalme på en helt anden måde, end jeg har gjort i de mange år i Aarhus midtby. ”Nu falmer skoven trindt om land”.

Fuglestemmen er for længst dalet til næsten ingenting og snart er der ikke blad på blad tilbage. Men på de få tørvejrsdage har man kunnet opleve efterårets poesi: De klare, kolde morgener, hvor spindelvævene diamantbesatte breder sig, hvor man mindst venter det; de luftblå dage og det falmende løv med de varme farver. Og bærrene – rønnebærrene og kristtornens bær, som de hænger på træerne og gløder i solskinnet. Som om de ville sige til selve solen: ”Vi er gjort af det samme, du og vi! Vi har gemt dine stråler fra sommeren og nu giver vi dem så tilbage med tak for lån og med renters rente!” Efteråret er modenhed; overskud, velvære, når det viser sig sådan.

Men det er også noget andet. De alt for velkendte perioder med regn og blæst og bidende kulde, der går gennem marv og ben og synes at bide sig fast, selv når man er inden døre. Som om det prøver at aflevere året til vinteren og lade dens isfingre tage over, mens mørket breder sig mere og mere og til sidst kun levner dagen en lille sprække på nogle få timer.

Og mens alt det sker derude, er en lignende bevægelse i gang i kirken. De temaer, der slås an hver søndag, bliver gradvist tungere, efterhånden som lyset svinder. Forgængeligheden kommer tættere på – derinde, som derude. Vi hører om sygdommene, der ødelægger de liv, som før var i fuldt flor – om døden, der hele tiden ligger på lur – og til sidst om altings endeligt: Dommedag og de sidste tider.

Temaerne er tunge, men de rammer alligevel et eller andet dybt nede. Et eller andet, som netop rører på sig, når lyset tager af og mørket tager over. En angst for at det hele skulle være forbi om ikke ret lang tid? At noget pludselig skulle ødelægge det liv, man ser rundt omkring og oplever i sig? En angst for det bundløse mørke. Som man kendte det som barn, når man vågnede midt om natten – eller ikke turde lægge sig til at sove medmindre en lille lampe brændte, for mørket splintrede den tryghed, der var, hvor lyset herskede, så man kunne se det hele. I mørket kunne alting ligge gemt; man anede det, men kunne ikke se det.

Gad vist, om der ikke er mange, der kan genkende det i denne tid, hvor mørket lusker omkring i haverne – og i verden. Krige, som man troede hørte en anden tid til; hadet, der blomstrer; klimaet, der arter sig helt vanvittigt. Mørket breder sig; men hvor kan vi finde et lys, der kan sprede alt det dystre og livsfjendske? Skal vi finde det i os selv? Er det os, der kan gøre noget ved det?

Tja, vi kan da i hvert fald forsøge, men når man tænker på, hvad det bor i én selv, kan det godt være svært at bevare nogen særlig optimisme hvad angår at stifte fred på jorden og lægge tilværelsen helt om til glæde for det store fællesskab. Det er ganske vist ikke rart at måtte erkende det, men så er der da i det mindste rene linjer.

Og som årene er gået, har jeg i stigende grad fundet opmuntring i det sære faktum, at når mørket er tættest og kulden bider sig fast, så kommer en tid, hvor vi glæder os ved at se fremad. Vi glæder os til den dag, der slet ikke er kommet endnu, men som ligger derinde i december og funkler, så det kan være svært at bevare pessimismen, fordi den sender sine varmende stråler bagud til dagen i dag. Vi tænder lys og rykker sammen i en fælles glæde over, at vi ikke er alene i mørket, for noget lyser på os. Noget, der vil have os til at tro på, at der altid er mere at sige end det, vi kan sige os selv.

”Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad,

Som forår, skønt skoven har mistet hvert blad.

Der er noget i luften, som rosernes duften,

Som fuglenes fryd,

Skønt rosen er falmet og fuglen er draget mod syd” (Vilhelm Gregersen)